2012: P3 stod for årets flotteste comeback

Der er få meget omsværmede radiostationer i Danmark, og radiomarkedet præges fortsat af svag fragmentering - i kontrast til det sprudlende tv-marked.
Per Fanefjord Laursen

Det danske radiomarked er låst i en relativ svag fragmentering, når man sammenligner med det stadig sprudlende tv-marked, konstaterer DR’s egen radioforsker Dennis Christensen.

10 af de mest aflyttede radiostationer står for hele 85,7 procent af lytningen - mod 86 procent i 2011. Der er altså ingen bevægelse.

“Den svage fragmentering er både en fordel og en ulempe. Det er godt, fordi vi (DR, red.) er i stand til at samle danskerne på relativt få kanaler – P3 og P4 er nogle fantastisk store fællesskaber,” siger Dennis Christensen, DR Medieforskning.

“Omvendt er det også en udfordring for radiomediet. Det er jo netop nichekanaler og de supplerende tilbud, der har drevet en stor del af den fremgang i brugstid, vi har set på tv-mediet i de senere år. Mens radioen har oplevet en svag, men stabil tilbagegang i brugstid. Det skyldes bl.a. at det er sværere at drive nichemedier på radio.” siger han,

Billedet ændrer sig til en mere mangfoldig brug af radiomediet, hvis man udelukker de ældste medborgere over 50 år.

P3 er the comeback kid
Blandt aktørerne er det P3, der står for årets gedigne comeback. P3 lagde rigtig skidt ud i første kvartal med en 17,5 share, men lander på 21 procent.

Mens P4 og P1’s lytterandele forbliver meget høje, og P1s markedsandel synes upåvirket af konkurrencen fra den nye Radio 24syv.

Taleradioen Radio 24syv var helt ny, men nøjedes med at kante sig ind på et beskedent hjørne med en share på 1,4 procent.

SBS’ NovaFM og Radio 100 har tabt andele, mens SBS’ modne Pop FM fortsætter fremgangen med en meget loyal lytteskare. PopFMs share drives primært af en relativ høj lyttetid pr lytter – snarere end et højt antal lyttere.

Lille tab til DR
I 2012 var der lidt bevægelse i den private radiosektor, og DR-radio tabte ganske lidt. DR-radio lagde sig på en andel på 76 procent af al lytning i 2012 - mod 78,4 procent i 2011.

Kategorien ‘Øvrige’ på 17 procent dækker over 24syv, mange kommercielle radiostationer, som Soft og Radio Klassisk, og DR’s DAB radioer, som f.eks P7 Mix.

 

Kilde: Gallup, DR.

Note til lagkage: Radiostationerne i lagkagen har langt fra ligeværdig distribution.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også