Brügger: Dybest set var det et tordenskrald

Det er forsoning og afklaring - men ikke udsigten til grundlæggende redaktionelle ændringer, der har fået Mads Brügger tilbage på 24syv efter en højlydt fyring.

I dagene efter Mads Brüggers fyring kunne man nemt få det indtryk, at var kanalchefen ikke blevet fyret, så havde han selv smækket på døren.

Radio24syvs ledelse var gået så hårdt i hårdknude, at Mads Brügger blev fyret med dags varsel med begrundelsen "samarbejdsproblemer". Brügger forklarede selv, at det handlede om den redaktionelle linje for især nyhedsafdelingen. Ifølge MediaWatchs kilder havde radioens digitale chef Patrick Bay Damsted været parat til at gå på grund af den dårlige stemning i ledergruppen. Og kort tid efter offentliggjorte chefredaktør Suzanne Moll, at hun forlod radioen - dog af andre årsager. 

Nu - en måned og to dage efter fyringen - er Mads Brügger vendt tilbage. Strids-grovfilen er begravet. Og det skyldes primært, at adm. direktør Jørgen Ramskov har vist "format" og taget initiativ til, at han og Brügger har fundet en fælles forståelse for, hvad der er sket - og hvordan de to kan arbejde sammen fremover, siger Mads Brügger.  

"Og så er det fordi, at Bertelsen blev på broen og har arbejdet for, at jeg skulle blive," siger han.  

Var det en præmis for, at han selv blev på radioen? 
"Sådan vil jeg ikke trække det op. Han har spillet en væsentlig rolle," siger Mads Brügger.

Klarere arbejdsdeling - og bedre samklang
Vejen til et opbyggeligt og frugtbart samarbejde i ledelsen er rent strukturelt banet af de ledelsesændringer, som fremover gør Ramskov som ansvarshavende chefredaktør leder af nyhedsafdelingen, mener Mads Brügger. 

"Det tror jeg, fordi Ramskov har været meget klar i mælet om, at han og jeg vil arbejde for, at de to søjler (magasinprogrammer og nyheder, red.) skal flettes sammen. Der skal være en samklang nu. Ikke fordi, der ikke har været det før, men vi skal styrke og berige den nu," siger han.

Den nye ledelsesstruktur skal give en klarere arbejdsdeling. Mads Brügger og Mikael Bertelsen får fremover titlen programchefer i stedet for kanalchefer, og det skal blive en tydeligere skelpæl mellem deres ansvarsområde - magasinprogrammerne - og nyhedsafdelingen. 

Er det så slut med at du kritiserer nyhedsafdelingen nu? 
"Hør nu, det kan ikke undre nogen, at man i en ledelse diskuterer både nyheds- og magasinprogrammer. Alt andet ville være mærkeligt. Jeg har ikke haft et hom i siden på journalistikken fra nyhedsredaktionen - det gør et fortrinligt stykke arbejde. Men jeg har holdninger til den overordnede linje for nyhederne. Og det har jeg stadig, det er jo en forudsætning for at være en del af en ledelse.  Og det er da noget, vi vil blive ved med at diskutere – både for nyhedsafdelingen og de øvrige programmer," siger han.

Så der er ikke udsigt til deciderede redaktionelle ændringer? 
"Nej. Altså vi vedbliver jo hver især med at udvikle vores programmer på 24syv. Men min tilbagekomst betyder ikke, at alt skal laves helt om. Jeg har kun været væk en måned," siger Mads Brügger. 

Han kalder sin egen fyring et "tordenskrald" -  kulminationen på tryk og spænding ophobet gennem lang tid.

"Når man gennemgår et stykke hæsblæsende iværksætteri, som det her (oprettelsen af 24syv, red.) har været, trækker det store veksler på folk. Og i sådan en kontekst trækker det op til et ordenligt tordenskrald. Det er jo dybest set, hvad min fyring var. Og det har jeg lært noget af," siger han.

I forhold til, hvordan man arbejder i en ledelse?
"I forhold til, hvordan man samarbejder og ikke samarbejder."

- JHT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også