Mads Brügger tilbage til 24syv

Den fyrede kanalchef er genansat og skal igen køre parløb med Mikael Bertelsen.

Mads Brügger genansættes på Radio24syv. Mikael Bertelsen og Mads Brügger skal fremover igen køre leder-parløb, men som programchefer i stedet for kanalchefer. Han starter på jobbet igen i morgen, den 14. december. 

Der indføres nu en ny ledelsesstruktur på radioen, der har været gennem en ledelsesstorm dette efterår. Mads Brügger, der var kanalchef sammen med Mikael Bertelsen, blev fyret midt i november på grund af samarbejdsvanskeligheder i ledelsen. Kort efter meldte radioen ud, at chefredaktør Suzanne Moll havde sagt op for at vende tilbage til arbejdet som konsulent. 

Radioens ledelse havde været præget af splid og intern kritik. Der var uenighed om radioens redaktionelle linje, og Mads Brügger havde været så kritisk over for Suzanne Molls nyhedsafdeling, at det var svært at samarbejde. 

Ifølge MediaWatchs oplysninger var ledelsesklimaet så ophedet, at også radioens digitalchef, Patrick Bay Damsted, havde truet med at gå, hvis ikke Mads Brügger forlod radioen.

”Alle har arbejdet ekstremt hårdt og dedikeret med at etablere Radio24syv, og i den situation kan der opstå konflikter som dem, der førte til afskedigelsen af Mads Brügger. I en kreativ organisation sker det ind i mellem, at der må trækkes en streg i sandet, og at der må justeres på holdopstillingen. Men jeg er virkelig glad for, at vi efter en række samtaler og med en ny organisation igen har mulighed for at få glæde af Mads Brügger, som har haft afgørende betydning for udviklingen af Radio24syv fra starten”, siger chefredaktør Jørgen Ramskov i en pressemeddelelse.

Mads Brügger er tilfreds med at vende tilbage til radioen efter at have været fyret i omtrent en måned. 

”Det er usædvanligt at jeg vender tilbage til Radio24syv så kort tid efter jeg blev fyret, men Radio24syv er også en usædvanlig radiostation. Når det kan lade sig gøre, skyldes det først og fremmest min chef Jørgen Ramskov, som har demonstreret et format som jeg har stor respekt for, og jeg glæder mig til at genoptage samarbejdet med Mikael Bertelsen, og alle mine andre kolleger på Radio24syv," siger Mads Brügger i en pressemeddelelse.

Med Brüggers tilbagevenden består ledelsesgruppen - med undtagelse af den afgående chefredaktør Suzanne Moll -  igen af de samme personer.

Men ansvarsområderne er blevet forskudt. Blandt andet får Jørgen Ramskov, efter Suzanne Molls opsigelse, mere redaktionelt ansvar for den daglige nyhedsdækning, og der er opslået en stilling til en ny administrativ chef. Stillingen er endnu ikke besat. 

På programsiden bliver der i den nye struktur to chefer for nyheds- og aktualitetsafdelingen - nyhedschef Jan Bjarke Mindegaard og magasinchef Inga Juul Vind - og to chefer for programafdelingen - Mikael Bertelsen og Mads Brügger. De refererer alle fire til Jørgen Ramskov


- JHT

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også