P4 Nordvestsjælland lukker

P4 Sjælland har i dag har fået at vide, at P4 Nordvestsjælland skal lukke per 1. februar. DR vil ikke længere satse på lokale miniredaktioner, lyder forklaringen.

 P4 Nordvestsjælland lukker per 1. februar. Det fik redaktionen på P4 Sjælland at vide i dag. 

"Forklaringen fra DR er, at de ikke vil dække så lokalt længere, og at det er en del af deres strategi ikke længere at prioritere det, der hedder miniredaktioner. Vi er i granatshock," siger Peter-Mikkel Pihl Rasmussen tillidsmand på P4 Sjælland, der omfatter lokalredaktionen P4 Nordvestsjælland.  

Han fortæller, at P4 Nordvestsjælland fylder omkring 2 mio.kr. i budgettet. Der er tre - fire journalister ansat ved lokalredaktionen, hvad der nu skal ske med dem, er endnu uvist, siger tillidsmanden. 

"Det er muligt, at de skal ud og kigge efter noget andet. Men vi forventer, at DRs ledelse går ind i nogle forhandlinger med os og finder kreative løsninger, så vi kan undgå at fyre medarbejdere," siger han. 

DR skriver i en pressemeddelelse, at der skal nedlægges "et antal stillinger".


Regionalt i stedet for lokalt
Nordvestsjællands-redaktionen blev oprettet for seks år siden, inden da blev hele Sjælland dækket af P4 Sjælland. Og det er den model, DR nu vil genindføre. 

"Erfaringerne har vist, at langt det meste af nyhedsstoffet i dag er fælles for de to stationer. Der er kun en begrænset selvstændig nyhedsdagsorden i Nordvestsjælland, og det giver derfor bedre mening at gå tilbage til den gamle model, hvor vi satser regionalt og ikke lokalt,” siger radiochef Tor Arnbjørn i en pressemeddelelse fra DR.

”Sammenlægningen betyder en mere optimal udnyttelse af vores ressourcer. Der vil eksempelvis ikke skulle produceres og afvikles to næsten enslydende nyhedsudsendelser til DR Sjælland og Nordvestsjælland hver dag,” siger Tor Arnbjørn.

- JHT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også