Endnu en 24syv-chef var på vej væk

Digitalchef Patrick Bay Damsted var tæt på at sige op og forlade radioen umiddelbart op til kanalchef Mads Brüggers fyring og meddelelsen om chefredaktør Suzanne Molls afgang.

Ledelsesuroen på Radio24syv spidsede til i dagene op til Mads Brüggers fyring, da et af medlemmerne af ledergruppen, digitalchef Patrick Bay Damsted, var tæt på at forlade stationen. 

Ifølge MediaWatchs oplysninger havde Patrick Bay Damsted skrevet sin opsigelse. Den blev aldrig effektueret, men spillede angiveligt en væsentlig rolle i ledelsens baggrund og begrundelse for at afskedige kanalchef Mads Brügger sidste mandag på grund af "samarbejdsvanskeligheder".

Nedslidende kampe i ledelsen
Forud for digitalchefens skridt lå dels en konkret episode, der involverede Mads Brügger, dels længere tids splid og intern kritik i ledergruppen og et generelt nedslidende fravær af fælles takt og tone. 

Indtil for nylig bestod ledergruppen af radiodirektør Jørgen Ramskov og nu afgående chefredaktør Suzanne Moll, kanalcheferne Mikael Bertelsen og Mads Brügger samt digitalchef Patrick Damsted. Derudover har nyhedschef Jan Bjarke Nielsen og redaktionschef Inga Juul Vind også siddet med til møder i ledergruppen.

Uenighederne i gruppen har både handlet om vidt forskelligt syn på radioens nyheds- og programkvalitet og definition af, hvad der ledelsesmæssigt er comme il faut. Mads Brügger var på sin side ikke tilfreds med radioens nyhedsdækning, og nyhedsledelsen var ikke tilfreds med Brüggers måde at give udtryk for sin kritik på.

Moll havde sagt op
Til sidst spidsede situationen så meget til, at den øverste ledelse altså valgte at stoppe samarbejdet med Mads Brügger - også selvom hans modpol i ledergruppen, Suzanne Moll, allerede havde sagt op på det tidspunkt og var på vej væk. 

Digitalschef Patrick Damsteds opsigelse blev aldrig officiel. Det gjorde fyringen af Mads Brügger til gengæld kort efter. En uge senere blev også Suzanne Molls opsigelse offentliggjort. Hun sagde op midt i oktober - altså før Mads Brügger blev fyret - men kun bestyrelsen og radiodirektør Jørgen Ramskov kendte til opsigelsen indtil denne uge.

Damsted: En sag mellem mig og Ramskov
MediaWatch har forelagt Patrick Bay Damsted oplysningerne. Han afviser, at han har sagt op, men har ikke ønsket at svare på, om han har skrevet og afleveret en opsigelse og været parat til at gå. Han skriver i en kommentar per mail:

"Det er ikke korrekt, at jeg har sagt op. Jeg har på et tidspunkt bedt min chef Jørgen Ramskov om et møde på grund af samarbejdsklimaet i ledergruppen – det fik jeg, og hvad samtalen handlede om, betragter jeg som værende mellem mig, som medarbejder, og min chef."  

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også