Suzanne Moll: Derfor forlader jeg 24Syv

Det var muligheden for at arbejde internationalt - og ikke stridigheder i 24Syv - der fik Suzanne Moll til at skifte job.

Suzanne Molls beslutning om at skifte chefredaktørstolen på Radio 24Syv ud med jobbet som international medierådgiver har intet at gøre med hverken ledelsesstridigheder på radioen eller intern kritik af 24Syvs nyhedsdækning.

Det siger Suzanne Moll til MediaWatch.
 
"Jeg har snuset til det internationale arbejde og var glad for det. Siden har jeg været af sted nogle gange om året. Så må man jo gøre op med sig selv; Hvad tilfredsstiller mig mest?," siger Suzanne Moll, der med udgangen af januar forlader Radio 24Syv for at arbejde freelance for blandt  IMS (International Media Support) og WAN (World Association of Newspaper).

Suzanne Moll har tidligere arbejdet for IMS, inden hun blev ansat ved Radio 24Syv. Før det har hun haft en længere karriere inden for radio, blandt andet som chef for DR's regional radio Radio København og som nyhedschef og senere direktør for den nu hedengangne TV 2 Radio. 

Da hun fik jobbet på Radio 24Syv udtalte Suzanne Moll, at hun havde "nyheder langt ind i knoglerne" og holdt af tempoet i radiomediet.

Hun fortæller, at jobskiftet ikke betyder, at hun har mistet interessen for radio og nyheder, men at hun nu vil beskæftige sig med området på en mere strategisk måde. Suzanne Moll sagde op fra 24Ssv midt i oktober - altså omkring en måned før Mads Brügger blev fyret.   

Hvorfor tog du beslutningen netop der?
"Jeg fik et godt tilbud fra IMS - det var det springende punkt. Jeg fik et tilbud om et job, der var så stort, at jeg ikke kunne forene det med det her, og så blev jeg nødt til at vælge"

Intet at gøre med strid i ledelsen
I kølvandet på fyringen af Mads Brügger har flere kilder fortalt, at der har været store uenigheder i ledelsen af 24Syv. Blandt andet skulle Mads Brügger som kanalchef for magasin- og kulturafdelingen have kritiseret nyheds- og aktualitetsafdelingen, Suzanne Molls ansvarsområde, for ikke have leveret nok solohistorier og være synlige nok i nyhedsbilledet.

Radioens adm. direktør Jørgen Ramskov har talt om "samarbejdsvanskeligheder", mens Mads Brügger har sagt, at der har været uenighed om Radio 24Syvs linje. 

Det har Suzanne Moll ingen kommentarer til. Hun siger, at hendes egen beslutning om at forlade radioen intet har at gøre med hverken stridigheder i ledelsen eller konflikter med Mads Brügger.

Mener du selv, at 24Syvs nyhedsdækning har været tilfredsstillende og fyldt nok i nyhedsbilledet? 

"Set i lyset af de knappe ressourcer, vi har haft, og den benhårde konkurrence fra P1 og P3, så er jeg fuldt ud tilfreds og synes, at det er imponerende, hvor meget vi har lavet. Vi har langt færre ressourcer end P1 og P3," siger Suzanne Moll. 

- JHT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også