DR mørklægger kanalbudgetter

Hvordan licenskronerne fordeles mellem de forskellige tv-og radiokanaler, vil DR ikke oplyse. Men DR misfortolker radioloven og burde oplyse mere, mener mediejurist.

Hvor mange licenskroner kostede DR Update, der nu afvikles? Hvor mange licensmidler investeres i hovedkanalen DR1?  Og får DR’s radiokanaler færre eller flere penge, når DR’s nye tv-kanaler skal lanceres? Disse spørgsmål er vanskelige at besvare, for DR oplyser ikke budgetter eller regnskaber for de enkelte kanaler.

I modsætning til eksempelvis britiske BBC, der offentliggør, hvordan licensmidlerne fordeles mellem forskellige platforme og kanaler, så holder DR budgetkortene tæt til kroppen.

Det er et problem, at offentligheden ikke kan få indsigt i, hvordan licenskronerne fordeles, siger mediejurist ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Oluf Jørgensen.

"Grundlæggende er det et offentligt anliggende. Om det er finansieret af licens- eller skattekroner, er et fedt: Det er borgerne, der betaler, og derfor må borgerne også kunne få adgang til oplysninger om, hvordan midlerne bliver brugt," siger han.

Mediejurist: DR misfortolker loven
For at undersøge, hvordan DR flytter rundt på budgetterne for at finansiere den planlagte kanalomlægning med en ny børnekanal, et styrket DR1, et mere profileret DR2 og et DRK med mere bredde, har MediaWatch søgt aktindsigt i de overordnede budgetter for DR’s radio- og tv-kanaler samt online.

DR afviser aktindsigten med henvisning til Radio- og fjernsynsloven. Den undtager nemlig ”sager og dokumenter vedrørende DR’s (…) programvirksomhed og forretningsmæssige forhold i tilknytning hertil” fra reglerne om offentlighed i forvaltningen. Med andre ord: Der er nogle ting, som DR helt særligt ikke har pligt til at give indsigt i.

Og den undtagelse omfatter også kanalbudgetter, mener DR, der i svaret til MediaWatch skriver, at "havde det været lovgivers intention, at bestemmelsen alene skulle gælde konkrete programmer, skulle dette have afspejlet sig i bestemmelsens ordlyd."

Desuden skriver DR, at budgetter er interne arbejdsdokumenter og dermed undtaget offentlighed generel.

Endelig skriver DR, der godt frivilligt kunne vælge at give aktindsigt, at offentliggørelse af kanalbudgetter vil forringe DR’s konkurrencemæssige position.

Misfortolker loven
Men undtagelsen i Radioloven lukker ikke for generelle oplysninger om DR’s økonomi som eksempelvis kanalbudgetter, mener Oluf Jørgensen.

"Jeg mener, at DR misfortolker loven, når de lukker for aktindsigt i deres økonomi. Det er deres egen fortolkning, og der er al mulig god grund til at afprøve den," siger han.

Formålet med undtagelsen er at beskytte DR’s redaktionelle frihed og sørge for, at offentligheden ikke kan søge rundt i oplysninger om enkelte programmer og journalisternes kilder og kontakter, siger Oluf Jørgensen.

Desuden er der et regulært hensyn til, at konkurrenter ikke skal vide, hvad DR betaler for programmer, de køber. Men heller ikke det kommercielle hensyn bør udelukke offentligheden fra at kende de overordnede linjer i DR’s budget, der sidste år var på 3,86 mia. kr. hvoraf 3,5 mia. kr. var licensmidler. 

”Det kommercielle hensyn er i forbindelse med de enkelte programmer – ikke generelt om kanalbudgetterne. Det er den overordnede økonomi i DK, og den bør der være åbenhed omkring,” siger Oluf Jørgensen.

"DR skal tage sin egen medicin"
Også professor i medieledelse, Anker Brink Lund fra Copenhagen Business School, mener at DR bør give mere indblik licensmidlerne.

"DRs egne journalister kræver jo fuld åbenhed af andre offentlige og private virksomheder, blandt andet i programmer som ’Kontant’ og ’TV-Avisen’, Så hvorfor dog ikke tage sin egen medicin og gå foran med et godt eksempel. Især nu da andre public service udbydere som BBC har vist, at man godt kan informere om økonomiske dispositioner uden at miste konkurrencekraft," siger han.

Han mener dog ikke, at DR nødvendigvis er juridisk forpligtet til at oplyse, hvor licenskronerne ender.

"Men selvom afvisningen er lovlig, kan den jo godt være tovlig," siger Anker Brink Lund. 

Det har torsdag og fredag inden middag endnu ikke været muligt at få en kommentar fra DR. 

- JHT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også