24syv skal finde 200.000 lyttere på fire måneder

Radio 24syvs lytteropbakning står stille og er langt fra målet på en halv mio. ugentligt den 1. november. Den gennemsnitlige ugentlige dækning har vippet på 300.000 i de seneste mange uger.
Per Fanefjord Laursen

Radio 24syvs lytteropbakning står stille og er langt fra målet på en halv mio. ugentligt den 1. november. Den gennemsnitlige ugentlige dækning har vippet på 300.000 i de seneste mange uger.

”Det er usandsynligt, at den nuværende kanal med den nuværende profil i de næste seks måneder kan få en vækst, som når målet, når radioen i nogle uger i de forløbne 23 er nede på halvdelen af det kvantitative mål,” spåede konsulent Jesper Grunwald forleden på Mediawatch.

Han er bl.a. tidligere chef for DR Radios chefredaktion og er nu selvstændig konsulent bl.a. for JP/Politikens Hus, Jyllands-Posten og New Radio ApS.

Grunwald foreslår, at 24syv genfortæller sin markedsposition - som de yngres seriøse taleradio. Han foreslår også, at 24syv bakker ud af det kvantitative mål på 500.000 lyttere ved årsskiftet.

Ny justering i efteråret
24syv-direktør Jørgen Ramskov siger til MediaWatch, at radioen løbende arbejder på at justere og finde en vej til flere lyttere. I det arbejde indgår såvel justeringer af sendeplan som markedsføringsinitiativer hen over efteråret.

“Det er et meget stort og sjældent privilegium, at Radio24syv er ”født” uden stramme krav til lyttertal. Det er tydeligvis sket ud fra en erkendelse af at det tager tid at etablerer en helt ny taleradio i Danmark. Og det faktum giver os en vis portion arbejdsro," siger Jørgen Ramskov, der hæfter sig ved, at dækningen er stabil, og at lyttetiden er jævnt stigende siden januar.

Mål fastholdes på en halv mio.
Den opstillede lyttermålsætning på en halv mio. står han fast på:

“Vi er pinligt bevidste om at en landsdækkende radio som Radio24syv skal være et massemedie og have en pæn portion lyttere, og vi går fortsat efter at nå en dækning på 500.000. Så vi vil hverken nu justere, re-positionere eller snakke lyttertal hver eller hver anden uge.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også