Hesseldahl: Aldrig tidligere har DR sendt så meget kultur

Kulturdirektør Morten Hesseldahl, DR, gør op med de mest indædte DR-kritikere, hvis medieanalyse synes snæversindet - at få afskaffet alle de tv-programmer, de ikke selv kan lide.
Per Fanefjord Laursen

DR's Kulturdirektør Morten Hesseldahl gør i et debatindlæg i Berlingske op med seriekritikerne af DR’s mange tilbud.

Et mediebud, der spreder sig over mange tv- og radiokanaler – og web - hvad kritikerne tilsyneladende ikke altid har forstået.

Morten Hesseldahl er især træt af folk som Jens Andersen, Johannes Riis og Claes Kastholms selektive måde at aflæse DR som mediehus på.

På kulturområdet har DR en helt særlig opgave, skriver Hesseldahl.

”Vi skal både kunne favne de mange med underholdning, events og serier, formidle det vanskelige, så også de uden forkundskaber føler sig inviteret med og levere den type programmer, der primært har appel til feinschmeckerne."

Han mener, at mange af de mest indædte DR-kritikere ikke helt favner udbuddet og ikke ser den store mængde kulturjournalistik, der kommer DR. 

”Intet sted formidles kunst og kultur i et tilsvarende omfang, og intet sted leveres samme mængde af fængende, dagsordenssættende og ikke sjældent aldeles gribende egenproduktioner, som når DRs Tv-fiktion rammer skærmen, eller når vores ensembler optræder for et publikum, der aldrig nogen sinde har været større,” skriver han.

Hel kulturkanal
Han henviser videre til eksempler som, at enhver med adgang til en computer, radio eller tv har kunnet følge Malko-konkurrencen i Koncerthuset. At to af DRs tv-serier - Borgen og Forbrydelsen - begge har høstet international hæder og senest er indstillet til den prestigefyldte tv-pris BAFTA.

Eller at DR K nu sender kulturprogrammer i et omfang, som aldrig tidligere har været tilfældet, samtidig med at der på samme kanal programsættes en række af filmperler, som tidligere havde svært ved at komme til.

Kritiker diagnose
Til slut udsteder Morten Hesseldahl en diagnose af de mest utilfredse kritikere – som f.eks. Jens Andersen, Johannes Riis og Claes Kastholm:

Problemet for dem synes ikke at være, at der ikke er nok af den type programmer, som de foretrækker, men at der overhovedet eksisterer programmer, som de ikke bryder sig om - men som altså ikke desto mindre foretrækkes af en stor del af de øvrige licensbetalere. Dem som gør det hele muligt, skriver Hesseldahl.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også