Selvsving genopstår på P1

Snart er det igen tid til politisk satire på DR’s P1. Programmet ”Selvsving” er nemlig fra d. 11. maj igen at finde på P1, efter de to parter skiltes for et år siden.
Thomas Bo Christensen

Snart er det igen tid til politisk satire på DR’s P1. Programmet ”Selvsving” er nemlig fra d. 11. maj igen at finde på P1, efter de to parter skiltes for et år siden.

"Selv i gode parforhold kan man trænge til et lille pusterum, så vi skiltes i foråret sidste år. P1 kyssede lidt til anden side, men vi var også kortvarigt sammen med Selvsving igen omkring folketingsvalget og julen. Og ja - så blev vi altså småforelskede igen. Jeg glæder mig til, at den lille frækkert flytter ind på kanalen igen," udtaler P1's kanalchef Anders Kinch-Jensen i en pressemeddelelse.

Da programmet blev taget af sendefladen var det ikke med Selvsvings egen vilje. Gruppen, der består af Oliver Zahle, Jens Korse, Lars le Dous og Peter Lous, sagde dengang, at de var uforstående over for beslutningen, som DR begrundede med, at P1 ville ”arbejde med flere forskellige formater.”

Men nu har tonen fra gruppen fået en anden lyd:

"Vi følte os ikke parate til at kaste os ud i nye forhold lige med det samme. Og nu hvor P1 er kommet tilbage med blomster og søde ord, er vi glade for, at vi ventede. Vi passer for godt sammen til at lade forholdet løbe ud i medie-sandet", lyder det fra gruppen i pressemeddelelsen.

Fra den 11. maj er "Selvsving" derfor tilbage på den sædvanlige sendetid hver fredag morgen klokken 6.50 og 8.50. I første omgang i fire uger inden sommerpausen, og så igen 16 gange fra 7. september og frem til jul.

- TBC
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også