P3's hovedrolle er fødselshjælp for ny dansk musik

DR har i dag oprettet en ny radioenhed for indhold og musik under DR Kultur. Enheden skal ’levere’ musikplanlægningen og det musikjournalistiske indhold på både P3, P6 Beat, P7Mix og P8 Jazz.

Per Fanefjord Laursen

DR har i dag oprettet en ny radioenhed for indhold og musik under DR Kultur. Enheden skal ’levere’ musikplanlægningen og det musikjournalistiske indhold på både P3, P6 Beat, P7Mix og P8 Jazz.

Målet er både en fælles koordinering af musikindhold på fire forskellige radiostationer – og samtidig et skærpet fokus på al rytmisk musik, som kulturministeren ønsker det.

”Vor definition af rytmisk musik er al musik undtaget klassisk musik, altså det vi spiller på P3, P6, P7 og P8,” siger direktør Morten Hesseldahl, der som øverste chef for DR Kultur står i spidsen for den nye enhed, indtil en ny chef er udpeget.

”Det giver god mening at samle alle DR’s mange musikfaglige mennesker i én enhed, hvor vi på en gang kan tage bestik af alle fire radioer, der sender rytmisk musik. Vi kan sikre, at radioerne supplerer og komplementerer hinanden. Vi kan udveksle viden om flow på alle kanalerne og i hvert tilfælde overveje, hvilken radio bedst løser i en given opgave,” forklarer han.

Vil lytterne fornemme, at playlisterne ændrer sig på alle fire radioer?

”Ja, der er tale om fælles koordinering af alle playlister og overvejelser af, hvor det ene eller andet nummer ligger bedst. Nogle P3-numre er i dag så ’indie’, at de ligger bedst på P6. Andre pophits befinder sig bedst hos P7,” siger han.

Betyder koordinering af playlister, at P3 så småt vil lyde mindre mainstream – mindre kommerciel?

”P3's playlister er allerede i dag meget langt fra kommercielle radioer, ligesom hele P3s programflade rummer ny musik og journalistik, som ikke findes hos kommerciel radio. P3 skal især fastholde den opgave, som kendetegner den i dag; nemlig radioen, hvor ny dansk musik breaker og finder et publikum.”

Med fælles udvikling og koordinering ligger det lige for med lancering af nye kanaler?

”DR har sidste år nedlagt mange kanaler, så vi koncentrerer os om at øge kvaliteten på dem, vi har tilbage.”

Radiochef uændret
Dannelsen af den nye enhed har også flere praktiske gevinster såsom fælles arkiv og almindelige backoffice besparelser.

Ændringen fik dog også den konsekvens, at P3's redaktionschef Ann Lykke Davidsen takkede nej til den nye model og har forladt sit job efter 12 år. Radiochef Tor Arnbjørn beholder samme funktion som hidtil; han sidder i DR Medier med ansvar for den overliggende radiostrategi for alle radiobrands i DR-regi.

P4 er regionalt medie
Den nye enhed skal ikke involveres i P4, der i sin grundsubstans er drevet af regional journalistik og kun har få nationale musikflader. P4 og den meget modne P5 hører desuden under DR Danmark.

P1 er af gode grund heller ikke med i den nye løsning, om end DR Kultur 'leverer' mange af P1's programmer. 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også