P1 Morgens “nyhedskonsulenter” stopper

På lørdag har Anders Lund Madsen og Omar Marzouk sidste arbejdsdag som P1 Morgens humoristiske indslag. De var led i en satsning for at styrke P1 over for Radio 24syv i efteråret.
MediaWatch

Siden oktober har P1 Morgens lyttere alt efter smag og behag kunnet glæde eller ærgre sig over, at der har været tilknyttet to “nyhedskonsulenter” i form af Anders Lund Madsen og Omar Marzouk til programmet.

De har på skift givet en personlig og satirisk vinkel på morgenens nyheder tre gange i løbet af morgenens udsendelse, men nu er det slut, fortæller chef for P1 Morgen Judith Skriver.

“Det har aldrig været meningen, at det skulle vare længere end frem til jul. Nyhedskonsulenterne var et særligt initiativ, hvor vi buldrede lidt og lavede noget markant, som der ville blive lagt mærke til. Nu lukker og slukker vi foreløbigt og ser, hvad vi finder på næste år,” siger Judith Skriver, som tilføjer, at de to komikeres indtog i P1 Morgen var led i en generel "opstramning" af P1 Morgen i forbindelse med lanceringen af den nye public service-radio 24syv, hvis nyhedsflade om morgenen ligger lige over for P1's.

Kold tyrker
Mellem jul og nytår bliver lytterne i stedet diverteret med P1 Morgens politiske satirekending ‘Selvsving’, men derefter står det fortsat åbent, hvad det næste humoristiske indslag skal være.

“Efter nytår tager vi ligesom alle andre en kold tyrker, der bliver intet at grine af,” siger Judith Skriver i en noget satirisk tone.

Hun erkender, at initiativet har skabt uvant meget blæst om det ellers så pæne P1 Morgen, der har fået skyld for alt fra at lefle for lytterne til at være “pinligt og påklistret”, som programmets faste lytter Lone Kühlmann skrev i en kronik. Også Øjvind Hesselager, chefredaktør for Fagbladet Journalisten, har i Mediawatch jule-stafet håbet på, at “kendte og sjove mænd i morgenfladen på P1” ville være blandt de tendenser, der flopper til næste år.

På programmets Facebook-side er bølgerne ligeledes gået højt med flest debattører af den kritiske slags. Undervejs er flere og flere lyttere dog blevet “omvendt” og har forsvaret tiltaget, lyder det fra Judith Skriver.

Lyttertalsmæssigt har det ikke haft nogen mærkbar effekt, at “nyhedskonsulenterne” tre gange hver morgen, fem minutter før de udgaver af Radioavisen, er gået til mikrofonen.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også