Aagaard og Enggaard i spidsen for 24syvs finansstof

’Millionærklubben’ er et program på den nye radio, der hver morgen fokuserer på aktiespekulation.
MediaWatch

I morgen går den nye public service-finansierede radiostation, Radio 24syv,  i luften med flere værtsbårede programmer på tapetet.

Et af dem er ’Millionærklubben’, der sætter fokus på aktiemarkedet, med spørgsmål som: Hvad er op og ned på aktiemarkedet? Skal der sælges, eller skal der købes, og hvorfor reagerer markederne, som de gør?

”Sammen med gæster i studiet og lyttere, der er med på telefonen, sidder værterne og diskuterer, analyserer og handler aktier og andre værdipapirer i real time, og hvis de ser deres snit til det, slår de til og kaster penge efter det, de tror på; fra aktier til obligationer, fra commodities til short selling og swing trading. Det kan gå godt, det kan gå galt. Det bliver som at være der selv. Ivrigt, benhårdt og højenergisk,” melder Radio 24syv ud i en pressemeddelelse.

”Finans- og erhvervsstoffet er det mest interessante i mediebilledet lige nu. Markedet er som en fortløbende thriller, og ’Millionærklubben’ er en fantastisk måde at forløse det på. Det er en kendt sag, at man skal fiske i rørte vande, og i et marked som svinger op og ned i en grad som vi ser nu, er der penge at tjene for vakse spekulanter – hvilket gør programmet yderst interessant. Samtidig håber vi at kunne åbne folks øjne for, hvordan handel med værdipapirer rent faktisk foregår, så det ikke forbliver en okkult videnskab forbeholdt bankerne,” siger kanalchef Mads Brügger.

Programmet bliver produceret af Berlingske Business og har Sune Aagaard, partner i rådgivningsfirmaet Kontrabande, og journalist Pernille Enggaard som værter - mens aktieanalytikerne Lau Svenssen og Søren Adelvard bestyrer en pose penge, som 'Millionærklubben' har fået stillet til rådighed til at handle på markedet med.

- CT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også