"P1 får en ordentlig lussing"

Valget af Jørgen Ramskov som radiodirektør for Radio 24syv er langt fra helt ved siden af - det er snarere "spot on". Sådan lyder det fra de profiler i mediebranchen, som MediaWatch har bedt give deres vurdering af dels Radio 24syvs betydning for Berlingske Media - og Jørgen Ramskovs betydning for Radio 24syv.

Laura Bøge Mortensen

Valget af Jørgen Ramskov som radiodirektør for Radio 24syv er langt fra helt ved siden af - det er snarere "spot on". Sådan lyder det fra de profiler i mediebranchen, som MediaWatch har bedt give deres vurdering af dels Radio 24syvs betydning for Berlingske Media - og Jørgen Ramskovs betydning for Radio 24syv.

”Han er en effektiv og handlekraftig ledertype, der er god til at få de praktiske ting til at ske. Sådan en entreprenørtype er der nok brug for lige nu hos 24syv," siger Kim Minke, tidligere rektor for Journalisthøjskolen og forfatter til flere bøger om mediebranche og journalistik.

Ulrik Thagesen, direktør i Mediacom Danmark, understreger også fordelene ved Ramskovs mangeårige baggrund i DR.

”Han kender til public service, og det er helt centralt, når nu den nye radio skal balancere mellem det kommercielle og public service.

Mediedirektør i North Media, Arne Ullum, fremhæver dertil Jørgen Ramskovs evne til at producere appellerende indhold med relevans for målgruppen.

”Man kan på sin vis sige, at Jørgen selv er lige ’spot on’ på målgruppen, og derfor vil jeg slet ikke udelukke, at P1 får en ordentlig lussing, når der pludseligt kommer en mere moderne talkradio,” siger han.

Styrker Berlingske-brandet
Når det kommer til den værdi, Radio24syv kan have brandingmæssigt for Berlingske, er mediefolkene også positive.

”Det giver god mening for Berlingske at være til stede i andre medier. Både internt i koncernen, aktionærmæssigt og over for andre interessenter i Mecom har det en værdi, at man er et mediehus, som kan det hele,” siger Ulrik Thagesen.

Arne Ullum er enig i, at det styrker koncernens tilstedeværelse.

”Godt nok må de ikke lave cross promotion, men lur mig om ikke Berlingskes redaktører og korrespondenter får en mere fremtrædende plads i fladen end f.eks. Jyllands-Postens.”

Ingen guldgrube
Derimod bliver økonomien i Radio 24syv ikke nogen stor genvist, lyder vurderingen.

”De skal nok få det til at løbe rundt, og det vil måske også styrke økonomien lidt, men det bliver ikke et stort overskud,” lyder det fra Kim Minke, der får opbakning til det synspunkt fra Ulrik Thagesen:

”Jeg tror ikke, det er en voldsom forbedring. Det er ikke gratis at lave radio og slet ikke en radio med de krav. Alt i alt handler det om, hvordan de bruger deres ressourcer," siger Ulrik Thagesen og fremhæver TV 2 Radio som et skræmmeeksempel på, hvordan man ikke skal bruge pengene.

Til gengæld har Berlingske Media også evnen til at styre udgifterne, understreger Arne Ullum.

”Uagtet at Berlingske har markant dårligere resultater end JP/Politiken, så er Berlingske Media i dag førende i disciplinen at drive en meget omkostningseffektiv virksomhed, og det kan give radioen muligheder for at levere meget mere kvalitet per omkostningskrone, end vi hidtil har set noget elektronisk medie gøre.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også