Stor risiko for forsinket FM4-udbud

EU skal løbende godkende udbudsbetingelserne for FM4 i de kommende måneder - det skærper risikoen for, at koncessionen ikke kan tildeles til april.
Per Fanefjord Laursen

Radio- og tv-nævnet advarede for nylig om, at der ikke skal meget til, før udbuddet af FM4-koncessionen skrider. I dag står det klart, at risikoen for, at tidsplanen falder fra hinanden, er temmelig stor.

Jesper Hermansen i Kulturministeriet bekræfter over for MediaWatch, at FM4-udbuddet til januar ender som en notifikationsproces i EU - et fint ord for, at projektet skal igennem en formel godkendelse i EU-Kommissionen. EU vælger således at betragte godkendelsen af det danske radioudbud som en proces vedrørende statsstøtte.

“Den proces er aftalt med Kommissionen,” bekræfter Jesper Hermansen.

FM4-koncessionen udbydes som planlagt i januar, men notifikationsprocessen skal køre parallelt med ansøgningsprocessen.

Løbende dialog i foråret
En notifikationsproces medfører, at udbudsbetingelserne sendes til høring i Kommissionen. Det fører så til en dialog mellem Kulturministeret og Kommissionen henover foråret om de punkter, som Kommissionen eventuelt ikke finder passende. Mens ansøgerne skriver videre på deres omfattende ansøgninger.

Ifølge MediaWatchs oplysninger vil den dialog helt overvejende kredse om, at de licensmidler, FM4 får i ryggen, ikke må anvendes konkurrenceforvridende. Det vil Jesper Hermansen dog hverken be- eller afkræfte.

“Uformelle drøftelser med Kommissionen er – som altid – fortrolige,” siger han.

Bekymringerne for en mulig, senere statstøttesag skærper fokus på de kvantitative krav til newstalk-radioen i udbudsmaterialet - krav som er blevet stærkt kritiseret af både mediehuse og eksperter. Men de stramme krav er samtidig en buffer mod risikoen for en statstøttesag - fordi de sikrer transparens i radioens DNA over for EU.

TV 2-sporene skræmmer
Selvom en notifikationssag ikke nødvendigvis betyder forskydning i tidsplanen, så vækker udsigten til tovtrækkeri mellem EU-Kommissionen og Kulturministeriet om et dansk medieprojekt alligevel mindelser om TV 2's redningsplan, der nu i halvandet år har været til behandling i EU. Erfaringen er, at EU tager sig god tid, hvis det er sager med potentielt store konsekvenser i alle mediemarkeder.

Skal mediebranchen regne med, at risikoen for en forsinkelse af udbuddet er øget, således at koncessionen måske ikke kan tildeles i april?

“Principielt kan man ganske rigtig aldrig med sikkerhed vide, hvilken beslutning Kommissionen vil træffe i en konkret sag,” siger Jesper Hermansen.

Hvis timingen skrider, og koncessionen først tildeles efter sommerferien, så skal DR vel igen have forlænget sin sendetilladelse, der udløber 1. november?

“Hvis udbuddet grundet manglende eller forsinket godkendelse fra Kommissionens side måtte blive forsinket, vil der i medieordførerkredsen skulle tages stilling til, hvilke konsekvenser man vil drage heraf,” siger Jesper Hermansen, der således ikke udelukker en total EU-afvisning af udbuddet.

EU har skærpet linjen
Lektor, cand.jur et merc.jur Søren Sandfeld Jakobsen, CBS, siger ligeud, at en notifikationsproces i EU ikke blot er en formssag. EU har generelt skærpet linjen over for statsstøttesager, også på kulturområdet, hvor medlemsstaterne før i tiden fik noget længere snor.

“Så det er ikke risikofrit for regeringen at foretage notifikationen samtidig med selve udbudsprocessen. Der kan komme ubehagelige udmeldinger fra EU-Kommissionen, der kan påvirke udbudsprocessen. Min vurdering er dog, at EU sluttelig vil godkende udbuddet,” siger Søren Sandfeld Jakobsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også