B.T. kårer værste lokalradiovært

Værter på lokalradioer skal passe på, hvad de siger og spiller i den kommende tid. B.T. har nemlig bedt sine læsere om at være på udkig efter "de mest irriterende, øretæveindbydende speedsnakkere" i jagten på "landets værste lokalradiovært". Lars Westh Jacobsen, der er redaktionschef for B.T.'s underholdningsredaktion understreger, at ideen er tænkt som en "sommerspøg".
Tine Brødegaard Hansen

Værter på lokalradioer skal passe på, hvad de siger og spiller i den kommende tid. B.T. har nemlig bedt sine læsere om at være på udkig efter "de mest irriterende, øretæveindbydende speedsnakkere" i jagten på "landets værste lokalradiovært".

Lars Westh Jacobsen, der er redaktionschef for B.T.'s underholdningsredaktion understreger, at ideen er tænkt som en "sommerspøg".

"Ideen kom sig af, at vi her på B.T. skamroser P3's konkurrence 'Leth a like', hvor folk skal ringe ind og efterligne Jørgen Leth. Vi ønsker ikke at være onde ved nogen, men tiden står jo lidt mere stille om sommeren, så det handler om at finde nogle originale ideer og bruge netmediet på en anden måde. Og så kom vi til at tænke på lokalradio. For er niveauet højnet - eller sidder der stadig en del overskruede teenagere bag mikrofonen og udtaler kunsternes navne forkert?" siger Lars Westh Jacobsen.

B.T. offentliggør dog ikke nogen lydbidder, før avisen har talt med de pågældende værter. Og meningen er da heller ikke at hænge lokalradioerne ud.

"Jeg håber, at lokalradioerne vil se på ideen med det glimt i øjet, vi laver den med. Der er kommet mange reaktioner fra læserne, hvor nogen mener, at vi ikke kan være det bekendt, mens andre synes, at det er fedt at vi tager fat i emnet," siger Lars Westh Jacobsen.

Ole Søndergaard modtager B.T.'s idé med en vis portion sarkasme. Han er direktør for Radio ABC-gruppen som er en af de større lokalradiostationer i Danmark, der blandt andet ejer Radio Skive, goFM i Århus og Radio Mojn

"Det glæder mig, at B.T. åbenbart for første gang siden 2001 (ifølge to af de historier B.T. linker til i artiklen om lokalradioværterne, red.) agter at beskæftige sig med nogle radiostationer, som over 1,3 mio. danskere lytter til hver uge," siger Ole Søndergaard.

Han hæfter sig ved, at en Radio ABC-studievært ved navn Kato netop har landet årets største, internationale pladekontrakt for en dansker, hvilket B.T. omtalte, dog uden at nævne hele hans baggrund som lokalradiovært. Men måske kan B.T.'s konkurrence resultere i et jobtilbud til de udvalgte lokalradioværter.

"Hvis B.T. finder en irriterende, øretæveindbydende speedsnakker, vil vi gerne have en ansøgning fra ham. Vi skal nok hurtigt få ham slebet til off air eller live om aftenen. Vores tidligere eftermiddagsvært har netop lige sagt op, da han fik en millionpladekontrakt i udlandet," siger Ole Søndergaard drilsk.

Dog ærgrer han sig lidt over B.T.'s vinkel, når et medie nu endelig sætter fokus på lokalradioerne.

"Jeg synes reelt set, at B.T. skulle tage en tur ud i det danske sommerland, gerne til Randers f.eks. når Randers FC alligevel spiller og vi slår hold fra den københavnske vestegn. Vi er stolte af vores værter og over at vi giver unge knægte muligheden for at blive bedre. Det er netop om sommeren, at lokalradioerne sætter nogle af de unge, der ikke er helt flyvefærdige, på, så de kan øve sig."

Til de lokalradioværter, der måtte blive udvalgt har Ole Søndergaard også den opmuntring, at det vigtigste er, at lytterne ikke er ligeglade.

"Noget af det største man kan opnå som vært er, at folk har en mening om en," siger Ole Søndergaard.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også