Ny radio vækker bred medieinteresse

Udbuddet af den nye radiokanal bliver muligvis skræddersyet til JP/Pol eller Berlingske Media, men det forhindrer ikke andre medier i at sætte næsen op efter de 125 mio. kr.
Tine Brødegaard Hansen

Det nye medieforlig vil formentlig rumme forslag om en konkurrent til P1 drevet af et eller flere private medier med 125 mio. kr. i ryggen fra staten.

Den idé vækker interesse hos medier fra Nordjylland til hovedstaden helt med på, selvom aktieanalytiker Henrik Schultz forventer, at radioudbuddet vil være skræddersyet til en af de store dagbladshuse, JP Politikens Hus eller Berlingske Media. Fælles for medierne er dog, at de gerne vil se udbudsmaterialet an før de melder sig som bejlere.

Over 20 års radioerfaring
Nordjyskes Medier har produceret radio i over 20 år, siger adm. direktør Per Lyngby blandt andet om mediehusets evner til at løfte opgaven.

"Jeg kan ikke afvise, at vi vil være intresseret, men vi vil gerne se, hvad de endelige vilkår bliver, når der kommer kød på knoglerne. Men i udgangspunktet er vi positivt indstillet, for vi har både forstand på radio og på indhold," siger Per Lyngby.

Er en endnu en statsfinansieret radio, hvad mediemarkedet har brug for?

"Mediemarkedet har brug for, at mediestrukturen kan udvikle sig positivt. Principielt har jeg stor sympati for, at man gør det, og jeg mener bestemt godt, at vi private aktører kan løfte den public service-opgave."

Hvis opgaven går til JP/Politikens Hus eller Berlingske Media, hvad vil du så synes om det?

"Jeg kan kun tilkendegive, at vi er interesseret, men interessen afhænger af, hvilket indhold man ønsker. Har de store mediehuse ikke det selv, må de jo skaffe det sammen med nogle andre," siger Per Lyngby.

Informations indhold ligger tæt op ad P1
Ansv. chefredaktør på Information Bent Winther, kan sagtens forestille sig, at de informationer der er sluppet ud om radioen kan gå i spænd med, hvad Information kan tilbyde.

"Vi vil gerne studere udbudsmaterialet før vi siger, at vi byder, men hvis den nye radiokanal kommer til at ligne P1, ligger den tæt op ad de emner Information beskæftiger sig med inden for kultur, debat og politik."

Hvad er din holdning til idéen i øvrigt?

"Jeg synes det er en god idé. Jo mere kvalitetsjournalistik man kan få både på radio, tv og skrevne medier, des bedre. P1 har godt af at få konkurrence, det er sundt for alle medier."

Er en P1-pendant med et formentlig begrænset lyttertal det rette sted at bruge så mange penge i øjeblikket?

"Det er svært at forholde sig til, hvordan hele medieforliget kunne se ud. Jeg vil hellere forholde mig til det konkrete forslag, som er glimrende. Hvis det bliver sendt i udbud, vil vi kraftigt overveje at byde på radiokanalen eventuelt i samarbejde med et andet medie."

Delte meninger blandt gratisaviser
Også i MetroXpress A/S, hvor adm. direktør Søren Riis står bag gratisaviserne MetroXpress og 24timer, vækker den nye radiokanal opmærksomhed.

"I princippet er vi interesseret i alle nyhedsplatforme, hvis vi kan se muligheder og synergier i dem. Vi vil læse udspillet med interesse og være åbne," siger Søren Riis.

Samme åbenhed er der ikke hos Søndagsavisen A/S, hvis adm. direktør Arne Ullum ikke kan se samspillet mellem sin avis og en mulig P1-konkurrent.

"P1 er ikke inden for vores kernekompetence. Vi er indholdsmæssigt nærmere mellem P3 og P4, men derudover er radio heller ikke inden for vores gebet, så vi bliver ikke blandt byderne."

Hvad synes du om ideen?

"Hvis formålet er at skabe komemrciel aktivitet på radiomarkedet, så er det en tåbelig idé, så skulle man have taget P3 fra DR i stedet. Er formålet at skabe publicistisk alsidighed på indholdsmæssigt plan, så er det rigtigt at gøre. Per Stig Møller (kulturminister (K), red.) er en mand, der tænker over, hvad han gør, så forslaget markerer en erkendelse af, at kommerciel radio aldrig kommer til at gå godt, derfor laver man en publicistisk satsning i stedet," siger Arne Ullum.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også