100FM holder investorerne varme

Politikernes opbakning til en hurtig udbudsrunde om Radio 100FM's sendetilladelse, betyder at radiodirektør Jim Receveur kan holde på investorerne. Men han savner flere oplysninger.
Tine Brødegaard Hansen

"Hensigter er dejlige, men konkrete oplysninger er bedre." Sådan lyder reaktionen fra Radio 100FM's direktør Jim Receveur på, at medieforligskredsen støtter kulturministerens redningsforsøg.

Han efterlyser viden om, hvornår den nye udbudsrunde kommer, hvilke programforpligtelser der knytter sig til den, og hvor store omkostninger den indebærer for Radio 100FM.

"Vi vil gerne allerede i morgen have en afklaring på de spørgsmål. Så længe jeg ikke får svar fra kulturministeriet, kan jeg ikke gå til investorerne, for de vil se en forretningsplan, og den kan jeg kun lave, hvis jeg kender radioens vilkår. Men jeg kan holde investorerne varme, fordi de nu ved, at politikerne har gode hensigter."

Står det til Jim Receveur kommer den nye udbudsrunde inden 15. november, hvor Radio 100FM igen skal betale den årlige afgift til staten på 22,5 millioner kroner for sendetilladelsen. Den afgift bliver ophævet med den nye udbudsrunde. Derudover lægger radioen 2,5 procent af sin årlige omsætning i statens lommer. Det beløb er Jim Receveur fortsat indstillet på at betale.

Baggrund
Kulturminister Carina Christensen vil med en hurtig udbudsrunde af Radio 100FM's sendetilladelse sikre, at radioen, der er i akutte økonomiske problemer, overlever.

En ny udbudsrunde vil fritage radioen for den årlige afgift til staten på 22,5 millioner kroner og berolige de investorer, der ikke ser nogen grund til at kaste penge i en radiostation, som de ikke er sikre på vil vinde et udbud om at forlænge sendetilladelsen.

Kreditorerne har givet Jim Receveur august ud til at finde penge til at betale dem, ellers risikerer radioen at blive lukket.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også