God påske for kommerciel radio

DR-radio fik regulær modstand i påskeugen, hvor den yngre halvdel af lytterne ændrede vaner og afprøvede nye muligheder i de solrige fridage.
Per Fanefjord Laursen

DR-radio tiltrak en share på 55,3 procent blandt de 12-50 årige i påskeugen - noget under det normale niveau på mellem 58-62 procent.

Tilsvarende vandt den kommercielle sektor plads og tiltrak en share på 44.5 procent. Det er fem til otte point højere end sædvanligt niveau. Men der er stadig et stykke på vejen til en 50-50 situation i 12-50 målgruppen, som mange i markedet kunne ønske sig.

Én forklaring på kommerciel medvind var, at Radio 100FM afviklede en 'Top 100 over alle tiders dansk popmusik', og det styrkede lytterloyaliteten til radioen gevaldigt - den form for koncepter kan straks mærkes på sharen.

I den kommercielt attraktive målgruppe, de 12-50 årige, tegnede Radio 100FM sig for 14.9 procent share. Det er ny rekord - ikke bare i forhold til 2008, men også til tallene fra tidligere på året.

En anden forklaring var, at 100FM ikke pressede de kommercielle konkurrenter. Nova FM er endnu forbløffende svag i forhold til 100FM, men stod dog mere eller mindre på niveau med 6,6 procent. SBS' Voice nød godt af nye sendere og leverede en høj share på 3,9 procent.

DR's tab af terræn skyldes bl.a., at de mange fridage i solskin svækkede interessen for den indholdstunge radio. P1 var i kontakt med 569.000 lyttere i påskeugen, hvilket er op mod 250.000 færre end det normale niveau. 

Kilder: Gallups PPM målinger, Radionyt.com
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også