Radiostationer: Send P2 i udbud

DR's niårige sendetilladelse til P2 er tæt på at udløbe, og flere kommercielle radio-aktører ser gerne frekvenserne udbudt, selvom det kan øge konkurrencen.
Per Fanefjord Laursen

Det regionale kommercielle marked har hidtil ikke blandet sig i debatten, men to hovedaktører mener nu, det vil gavne hele markedet, hvis det kraftige, attraktive frekvenssæt sættes i et nyt udbud - og P2 flyttes til DAB.

"Jeg konstaterer, at med politisk opstillede krav til indhold, herunder klassisk musik, har P2 opnået en share på under 0,4% i 12-50 år. Det er et frekvensspild af format, når man har et landsdækkende frekvenssæt, der ikke aflyttes af flere personer. P2 lyttere er ikke meget i bilerne og på jobbet, men typisk derhjemme, tror jeg. Og det er derhjemme, at folk har DAB-radioer. Det vil sige, at P2 ville ligge perfekt på DAB," siger Direktør Ole Søndergaard, Radio ABC, der har base i Midtjylland.

Han foreslår et nyt udbud af frekvenssættet til højestbydende.

"Til skeptikere siger jeg: Det er et frit land. Sky, Talpa Radio og TV 2 bød alle selv op i sin tid på FM5 og FM6. Lad os få de 'dyrbare' FM4-frekvenser ud til en radiostation, der går efter at betjene folk i bilerne og på arbejdspladserne."

Ole Søndergaard accepterer, at han med den udmelding kan påføre sig selv en vis ekstra konkurrence i sit eget regionale marked - hvis det stimulerer den samlede dynamik i det kommercielle marked.

"En landsdækkende kommerciel radio vil dog mere tage andele fra DR - men også lidt fra os. Det vil ikke flytte voldsomt ved vores konkurrenceparametre: lokale nyheder, lokale reklamer og lokale studieværter."

Boost til markedet
Direktøren for de nye nordjyske brands, ANR og Radio Aura, Kendt Kordt, er på linje sin midtjyske kollega.

"Min holdning er som Ole Søndergaards. Jeg tror ikke, det vil skade os i det lokale marked hvis P2 udbydes. Jeg tror på vores brands er stærke nok, om end de er helt nye," siger Kendt Kordt.

Det vil sige, du lukker gerne en ekstra farlig konkurrent ind i dit nordjyske marked, hvis det til gengæld kan stimulere vækst for hele markedet fra en ny stærk kommerciel aktør?

"Det må jeg sige ja til - jeg tror, alle er enige om at vores marked trænger til et boost."

Landsdækkende radio knap så ivrig
SBS Radios direktør, Frederik Meyer, der driver landsdækkende radio, ønsker sig mest af alt stabilitet og ro på radiomarkedet efter en del turbulens siden 2003. Det er hans opskrift på at nå det, markedet trænger til: flere penge til radio.

"Vi er grundliggende betænkelige ved et udbud på grund af de seneste års erfaring fra markedet. De store kommercielle aktører opererer med store underskud. Kommer der flere aktører ind på markedet, bliver der flere der skal dele de i forvejen få radiokroner, der er i markedet. Vi mener, det er vigtigt, der kommer ro på markedet, så aktørerne kan udvikle markedet, samtidig med at lytterne og annoncørerne får et stabilt og gennemskueligt radiomarked, der ikke ændrer sig hvert år - som det har været tilfældet i de sidste mange år," siger Frederik Meyer, der dog ikke vil tage endelig stilling, så længe udbudet ikke er en realitet.

"Så længe det er et hypotetisk udbud af P2 frekvenserne med ukendte indholdskrav, vil jeg hverken afvise det eller nikke ja tak. Det kunne jo til eksempel være en ren nonstop nyhedsradio, der blev udbudt, og det vil ikke generer vores marked..."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også