Hårdt arbejde op ad bakke for Nova FM

Nova FM står med nøjagtig de samme svære forhindringer som forgængere, erkender ledelsen. Hits fra 90erne til de 25-45-årige og lavere driftsomkostninger skal sikre successen.
Per Fanefjord Laursen

Nova FM står med nøjagtig de samme svære forhindringer som forgængere, erkender ledelsen. Hits fra 90erne til de 25-45-årige og lavere driftsomkostninger skal sikre successen.

Der er ingen særlige løsninger eller formularer, som SBS Radio kan mumle og derved løse opgaven bedre end de to foregående frekvens-ejeres forsøg. Udfordringerne og løsningerne er de kendte, som beskrevet på MediaWatch.

"Der er kun én vej: Radios andel af annoncekronerne skal og vil stige fra de nuværende 2,2 til ca. 3,5 procent, hvilket vil tilføre radiomediet ca. 150 mio. kr. yderligere," siger SBS direktør Eric Hansen.

Dermed skal det nationale radio spend lande på 350 mio. kr. ifølge topchefen.

Flere lyttere til kommerciel radio
"Det kan lade sig gøre i andre lande, så det må også kunne lade sig gøre her, med det produkt vi lancerede mandag."

Den næste forudsætning er flere lyttere til kommerciel radio. Eric Hansen tror, at DR kan presses ti procentpoint ned i share, hvilket ellers har vist sig umådeligt svært de sidste fem år.

"DR skal ned i en share på ca. 60 procent - mod 70 nu (i 12+). Det er opgaven for hele det kommercielle marked, men med vores Nova FM som lokomotiv."

Endelig er det målet, at SBS radios nu tre brands samlet skal øge sin kommercielle share fra 14 procent til 36 procent, inkl. regionale partnere i Jylland. SBS satser således på at tiltrække 36 procent ud af en pulje på 350 mio.

Usikker på share vækst
Mediacoms Nordic Innovation Director Svend Jensen glæder sig over Nova FMs betingelser. 

"Annoncemarkedet ønsker sig en velfungerende kommerciel radiosektor, og det er positivt, at Nova FM kan operere med lavere omkostninger end forgængerne, og derved få et bedre grundlag for driften. Til gengæld kan man godt frygte, at indholdet på radioen ikke er stærkt nok til at levere den sharevækst, der ønskes. Spørgsmålet er, om lytterne vil forlade DR for at høre den sædvanlige pop og snak. Jeg tror, det kræver noget helt anderledes modigt og overraskende - både når vi taler musik og redaktionelt."

Yngre profil end ventet
Nova FMs musikformat bliver ikke som forventet et 'Radio Norge' format med tophits fra fire årtier, som har været en succes i Norge. Det ville ellers flytte Nova FM langt væk fra de andre to brands. Nova FM vil i stedet spille hits fra 90'erne til nu for de 25-45 årlige. Et mere moderne produkt, end eksperter havde forventet, set i lyset af Voices profil.

"Vi fik udenlandske konsulenter til at identificere huller i markedet. Og de pegede på to: Det Hot AC format, vi har valgt, og en noget ældre musikprofil. Vi forventer at presse P3," siger han.

Nova lanceres bl.a. med en tv-kampagne på de tv-kanaler, man er i familie med, nemlig Kanal 4 og Kanal 5.

SBS søger fortsat en direktør til Nova
Nova FM er juridisk en selvstændig enhed i et selskab med TV 2. Koncessionen kræver, at Nova FM programlægges selvstændigt. Derfor har man ansat en række programmedarbejdere, der kun beskæftiger sig med Nova.

SBS kunne ikke nå at besætte positionen som direktør for Nova FM og derfor optræder Eric Hansen som radioens direktør.

Man sonderer nu markedet for kandidater, men Eric Hansen vil ikke dele ud af viden om, hvilken profil man har i kikkerten.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også