Gribbe flokkes om TV 2 Radio

Tommelfingeren peger fortsat nedad for TV 2 Radio, men alle slags interessenter kredser omkring det strandede skib.Alene det faktum, at TV 2 Radio først nogle uger efter jul søsatte tankerne om at få en partner eller køber, og skal bruge en beslutning den 28. april, vidner om, at den aktuelle redningsproces ligner et spil for galleriet. De fleste kilder mente dog onsdag, at der gøres et seriøst forsøg, men i sidste ende tvivler de meget på, at det vil lykkedes at redde radioen.
Per Fanefjord Laursen

Tommelfingeren peger fortsat nedad for TV 2 Radio, men alle slags interessenter kredser omkring det strandede skib.

Alene det faktum, at TV 2 Radio først nogle uger efter jul søsatte tankerne om at få en partner eller køber, og skal bruge en beslutning den 28. april, vidner om, at den aktuelle redningsproces ligner et spil for galleriet.

De fleste kilder mente dog onsdag, at der gøres et seriøst forsøg, men i sidste ende tvivler de meget på, at det vil lykkedes at redde radioen.

Radio 100FMs direktør, Jim Receveuer, aflagde besøg hos TV 2 for at drøfte mulighederne, og Sky Radios tidligere direktør, Kasper Krüger, var også på Teglholmen, ledsaget af en delegation af radiochefer fra Holland.

Spekulationerne går på, at Sky Radio var i landet, fordi man så en mulighed for at kulturministeriet skulle være indstillet på at slå en handel af med Sky Radio. Sky Radio skulle overtage koncessionen, nu med mere lempelige betingelser - og hjælpe TV 2 og kulturministeren af med et problem - mod at staten og Sky Radio i sidste øjeblik dropper retssagen, som de venter dom i 14. maj.

Jim Receveuer's møde var mindre fantasifuldt; det handlede om overtagelse af udstyr, men ikke kun det.

"Jeg var til et møde med TV 2's direktion for at drøfte, om vores ejer Talpa Radio kunne købe eller blive partner i TV 2 Radio. Det er der meget interessante perspektiver i. Vi er især interesseret i, at radioen overlever. Men vi har en lovgivning, der bremser os som aktør," siger Jim Receveuer, og hentyder til, at byderne på de to radiokoncessioner ikke må eje dem begge.

Der er dog tvivl om, hvorvidt det juridisk kan skrues sammen, således at Talpa Radio eventuelt kunne blive partner med TV 2.

Talpa Radios danske direktør beklager TV 2 Radios kvaler, men øjner også muligheder, både for ekspansion og for et politisk tøbrud på visse krav og betingelser, der blev opstilet før radioauktionerne.

Talpa Radio kunne drive TV 2 Radio langt billigere, end TV 2 gør, fordi man kunne opnå besparelser på drift, faciliteter og organisationen, og samtidig kunne man programkoordinere Radio100 og TV 2 Radio lidt længere væk fra hinanden.

MediaWatchs bedste kilder på radioen tror ikke på lovændringer, men der er en tro på en løsning, fordi TV 2 gerne vil bevare en radio og undgå en massefyringsrunde. Men den løsning kommer realistisk set kun med en eksisterende radioaktør - det vil sige SBS Radio eller Talpa Radio - og ikke MTG.

Selv aner Jim Receveuer heller ikke, hvad det bliver til med TV 2, men tanken om stordrift og en palet af flere forskellige brands i samme hus - som DR har - tiltaler ham meget.

"Hvis jeg drev fire radiokanaler med en rimelig god distribution, og med den synergi, besparelser og den programkoordinering, som det ville tilføre mig, så kunne vi blive en alvorlig og rigtig konkurrent til DR," siger han.

Jim Receveuer er i øvrigt også parat til at byde på DRs P2, som han håber kommer i udbud, når sendetilladelsen udløber til marts 2009.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også