P2 opmuntring til DR-ledelsen

Ny P2-strategi synes at virke, hvilket vil glæde DR-ledelsen, der skal tænke på, at koncessionen udløber om ét år.
Per Fanefjord Laursen

P1 gik tilbage til en sjetteplads og er overhalet af P2, målt på lytterandele. Det er første gang, at P2 er mere aflyttet end P1, viser nyeste lyttertal fra Gallup.

Det vil glæde DRs ledelse, der for nylig har omprogrammeret P2 til et mere markedsrettet udtryk og flow. Ændringerne har kastet stor kritik af sig blandt f.eks. Politikens læsere, men synes altså at virke.

DR-ledelsen har grund til at være følsom omkring P2, for radioens landsdækkende sendetilladelse udløber om ét år, og DR kan være bekymret for politiske reaktioner på en lav opbakning til radioen, der kun bruges af 417.000 hver uge.

"Vi tror og håber, at politikerne vil lade DR beholde P2, så vi kan bevare vores firekanal strategi på FM. Mister vi den, skal vi ud og ændre indholdet på alle kanaler," siger mediedirektør Lars Grarup til MediaWatch.

TV 2 Radio fik kun én uge i rollen som landets største kommercielle radiostation. I uge syv, der var vinterferie for mange, rykkede Radio 100FM op fra 5.1 til 6.2 pct. af al radiolytning og placerede sig dermed igen foran TV 2 Radio.

Mens 100FM gik frem, så gik søsterkanalen Radio 100 Soft tilbage.

Den nye Radio City klarer sig fortsat ikke for godt, idet den ligger lavere end forgængeren Radio2.

P4 Danmark er en DAB-radio, der imponerer ved at markere sig på top ti.

1 (1) DR P4: 41.1
2 (2) DR P3: 19.0
3 (4) Radio 100FM: 6.2
4 (3) TV 2 Radio: 5.3
5 (6) DR P2: 4.7
6 (5) DR P1: 4.4
7 (7) Radio 100 Soft: 1.8
8 (8) The Voice: 1.4
9 (9) P4 Danmark: 1.1
10 (10) Radio City 0.9


Kilde: Radionyt.coms oversigt over shares blandt alle over 12 år, Gallups Radiometer i uge 7. I parentes ses placeringen ugen før.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu