Sky Radio retssag færdig om et par uger

Sky Radios direktør forventer at være helt færdig med det forliste radioprojekt om nogle uger.
MediaWatch

Sky Radios direktør forventer at være helt færdig med det forliste radioprojekt om nogle uger.


Retssagen begynder i dag i Københavns Byret, med daglige retsmøder i de følgende to uger.
Kasper Krüger, der fortsat er adm. direktør for det lukkede danske Sky Radio, er optimistisk forud for det tekniske slagsmål:

"Sky Radio har påvist over for retten, at den femte radiokanal kun kan modtages af ca. 50 procent af befolkningen i "DR-kvalitet". DR har klart bekræftet over for os - og over for Kulturministeriet - at DR anvender den internationale standard, som Sky Radio henviser til. Dermed har staten ikke leveret den "næsten landsdækkende" radiokanal med en dækning på 78 procent af befolkningen, som var lovet i udbudsmaterialet. Vi går derfor selvfølgelig også ud fra, at retten giver os medhold, og at staten pålægges at tilbagebetale vores økonomiske tab."

Efterfølgeren TV 2 Radio inddrages sandsynligvis også, for det skader ikke Sky Radios argumentation, at TV 2 Radio ikke har vundet flere lyttere. Sky Radio havde i sin toårige levetid en markedsandel på omkring seks procent af radiolytningen og et lyttertal på 1,1 mio. ugentlige lyttere. TV 2 Radio har i 2007 ligget noget lavere, dog med en svagt opafgående trend.
Med de nye elektroniske lyttertal fra 1. januar kan TV 2 Radio mobilisere en tilsvarende dækning og lidt til.

Kasper Krüger er fortsat ansat som adm. direktør for Sky Radio A/S. Det tidligere moderselskab, Sky Radio Gruppen, blev i 2006 solgt til en hollandsk mediekoncern. Det danske Sky Radio-selskab er i dag fortsat ejet af News Corp., som er Rupert Murdochs globale mediekoncern.

"Jeg har aftalt at blive i min stilling frem til sagen er slut i februar. Det er vores forventning, at sagen slutter herefter, ved at retten giver Sky Radio medhold," siger han.

Efter retsmøderne går der sandsynligvis én måned, hvor retten skal votere.

Han oplyser endvidere, at han også arbejder som fast konsulent for DR's chefredaktion i forbindelse med P2. Her bistår han med viden om musikprogrammering af klassisk musik, programflow, markedsføring og eksterne PR aktiviteter.

Derudover arbejder Kasper Krüger med udenlandske partnere om lancering af specialiserede nicheradiokanaler til kabel- satellit og Internet-markedet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også