Her er vinderne af Prix Audio

Audiodays 2021: DR dominerende vinderbilledet, da der fredag aften blev uddelt priser ved årets Prix Audio - men også forlag og podcastproducent var på sejrsskamlen. Se vinderne her.
Vinder af Årwets podcast og Årets vært, Adrian Hughes | Foto: Emma Sejersen/Ritzau Scanpix
Vinder af Årwets podcast og Årets vært, Adrian Hughes | Foto: Emma Sejersen/Ritzau Scanpix

Cremen af dansk radio- og podcastproduktion var fredag aften sat i stævne til kåringen af årets bedste produktioner indenfor radio, podcast og lydfortællinger.

Prisuddelingen markerede afslutningen på branchetræffet Audiodays 2021 og har som en følge af podcastudviklingen skiftet navn fra Prix Radio til Prix Audio.

"Bredden i de mange indstillinger viser, at lyd i dag er meget mere end bare radio, og at formater og genrer flyder sammen. Det har PrixAudio forsøgt at ramme med årets kategorier. Årets vindere giver grund til stor optimisme for udviklingen af dansk radio, podcast og lydmedier i bred forstand," udtaler formand for Audiodays, Marianne Bugge Zederkof i en pressemeddelelse.

I alt blev der fundet vindere i 18 kategorier - se vinderlisten her:

1. Årets Nyheds- og Aktualitetsprogram 2021: "Go’ Morgen P3", DR.

Juryens begrundelse:

"Afgørende er, at vinderne er formmæssigt legesyge, og at de bruger sig selv meget. Det er samtidig den nøgle, der sikrer, at de når et publikum, der ellers ikke selv opsøger nyhederne."

2. Årets Podcast: "Mors Afskedsbrev", DR P1

Juryens begrundelse:

"En ærlig og sårbar fortælling, der er stærk på alle radiofoniske virkemidler. Lige fra lyddesignet og tilrettelæggelsen, hvor der er brugt teknik fra øverste hylde, der viser, hvordan lyd kan skabe stemning og understøtte en i forvejen interessant fortælling til fortælleren, der i den grad investerer sig selv i projektet."

3. Årets Talent: Martin Grønne ”Bakspejl”, DR Lyd

Juryens begrundelse:

"Talentet skaber velproduceret radiofoni med et kæmpe overskud, flow og formidabel fortælleevne. Tilmed bringer ’Talentet’ sig selv i spil."

4. Årets Dokumentar: "Det brændte bordel", DR Lyd/P1

Juryens begrundelse:

"Empatisk tilgang, grundig research og en nysgerrig fortælling om et underprioriteret område. Virkelig flot monteret, hvor man i perioder føler sig naglet til højtalerne for at følge med."

5. Årets Radioprogram: "Curlingklubben", DR P3

Juryens begrundelse:

"Værtskabet og værtssammenspillet løfter programmet op over gennemsnittet og med en præmis i bedømmelsen om, at det skal være noget som rammer målgruppen, og som der snakkes om i målgruppen, var juryen i sidste ende ikke i tvivl."

6. Årets Lydbog: "Det er et fucking Eventyr", Gyldendal

Juryens begrundelse:

"Måden hvorpå lydbogen er skabt som et stykke radiodokumentar fungerer utrolig godt. Det er her det hæver sig over bare at være en lydbog. Det er eksperimenterende uden stramt manus og leger derfor genren uden at bryde ud af den."

7. Årets spot - Promotion for Program eller reklame: "Mors Afskedsbrev", P1 podcast

Juryens begrundelse:

"Spottet vækker nysgerrigheden alene ved sin eminente historie og spottet udnytter sine virkemidler til fulde. På et ganske kort spot får man derfor vakt så mange mysterier, indlevelse og følelser, at man bare må høre mere."

8. Årets Vært: Adrian Hughes

Juryens begrundelse:

"Årets vært bruger sig selv på en måde, der aldrig bliver omklamrende - men heller aldrig nærig - og har i årets løb vist en spændvidde, der charmerede juryen. Årets vært skiller sommetider vandene, men i år benytter han en række geniale greb og leverer med et sjældent set sprogligt overskud."

9. Årets samtale: Lærke Kløvedal, "Det Sidste Måltid", Radio4

Juryens begrundelse:

"Værten er eminent dygtig til at lukker op for gæsterne - også dem, der er medietrænede eller svære at komme bag om. Lytteren får en stærk fornemmelse af gæsternes personlighed og temperament."

10. Årets Kritiske Interview: Jacob Grosen for Interview med Liselotte Blixt (DF), Radio4

Juryens begrundelse:

"Forbilledligt godt gennemført. Et klassisk kritisk interview, hvor anvendelsen af et klip kommer lige på det rigtige tidspunkt. Det interview, hvor man er mest fremme på stolen og skal forholde sig til udsagn om at ”man ikke kan stole på forskere”."

11. Årets Nicheprogram: "Babak Vakili og Generationen", DR P3 Podcast

Juryens begrundelse:

"Årets nicheprogram er originalt og modigt og tør sige ting højt som et indspark i den debat, der har været diskuteret i de sidste 10-15 år. Det er samtidigt et nicheformat, der formår at ramme bredt."

12. Årets Pioner: Babak Vakili, P3 Podcast

Juryens begrundelse:

"Vinderens måde at bruge lyd er i topklasse. Der er ikke det radiofoniske greb, som vinderen ikke har i værktøjskassen – og som ikke bliver brugt. Der er eksplosion, der er vildskab og der er kærlighed."

13. Årets Morgenflade: "Morgenkøterne", ANR, Det Nordjyske Mediehus

Juryens begrundelse:

"Programmets værter sender med masser af overskud, energi og en tårnhøj radiofaglighed til lytterne, som omfavnes og kvitterer med masser af deltagelse i programmet."

14. Årets Musikprogram: "Farlige Toner" – Historien om dansk Jazz, DR P8 Jazz

Juryens begrundelse:

"Årets musikprogram er kreativ formidling og præsenterer lytteren for et helt fantastisk gennemresearchet program."

15. Årets Fiktion: "Mod Strømmen" fra Baggårdsteatret

Juryens begrundelse:

"Årets fiktion rammer en tidsånd med sin tilgang til fortællingen, sine virkemidler. Den er en eksplosion af lyd og springer rammerne for, hvad vi har hørt tidligere i denne genre."

16. Årets Satire / Comedy: "Undskyld vi roder" - r8dio

Juryens begrundelse:

"Årets prisvinder ser det komiske når det hele ramler og vi har bruge for et forløsende grin, til at se virkeligheden på en ny og overraskende måde. Det er Sitcom-radio-satire."

17. Årets Branded Content: Kloden i Kurven – 2021 Eksperimentet, Rema og Bauer Media

Juryens begrundelse: "Der præsenteres relevant indhold, et aktuelt emne og meget konkret kommunikation."

18. Årets kommercielle samarbejde: ”Når asfalten giver slip”, Heartbeats og Rådet for Sikker Trafik

Juryens begrundelse:

"Årets vinder viser vejen for fremtidens kommercielle samarbejder. Et samarbejde, hvor annoncøren bidrager med viden, etisk support samt kilder til podcastens afsnit."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også