Tidligere programchef på Radio24syv laver popup-radio i Tisvilde

I kølvandet på aflysningen af Musik i Lejet har festivalen sammen med Mikael Bertelsen, der bl.a. var programchef på Radio24syv, etableret en midlertidig radiokanal i Tisvilde.
Foto: Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix
Foto: Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix

Normalt rimer uge 29 på den populære festival i Tisvilde Musik i Lejet, men siden festivalen som så mange andre er blevet aflyst på grund af coronapandemien, har festivalarrangørerne slået sig sammen med den tidligere programchef på Radio24syv Mikael Bertelsen og etableret en midlertidig radiokanal Radio Lejet.

Det fremgår af festivalens hjemmeside.

Sammen med journalisten Martin Kongstad er Mikael Bertelsen vært i ugens løb på den midlertidige radiokanal, der er en rendyrket lokalradio for Tisvildeleje. Radioen transmitterer desuden fra en række koncerter i området. Kanalen sender både online og på FM-båndet.

"Det bliver ligesom en sommerfugl, der kun lever i en uge, og hvor Tisvilde er verdens navle. Det bliver så lokalt, som man overhovedet kan forestille sig. Hvis livredderne på stranden observerer en fjæsing, eller der bliver set et pindsvin, vil vi klart overveje at gå i breaking," har Mikael Bertelsen tidligere udtalt til Politiken.

Kanalen lukker igen efter uge 29.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også