Partier kræver på samråd at se dokumenter om DAB-udbud

Kulturministeren kan i henhold til loven ikke lægge alle dokumenter om DAB-udbuddet frem, som partier kræver. Den melding er flere partier utilfredse med.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

På et samråd om forløbet omkring DAB-udbuddet, som ungdomskanalen Radio Loud vandt, kræver flere partier at få fremlagt Radio- og tv-nævnets interne korrespondance om afgørelsen.

Den korrespondance kan kulturminister Joy Mogensen (S) ikke fremlægge, siger hun, da hun som den første har ordet.

Nævnet har ikke ønsket at lægge interne drøftelser og dokumenter frem, og det kan ministeren ikke pålægge dem at gøre, fortæller hun.

"Det er deres ret som uafhængigt udvalg, og det er en ret, som netop skal sikre mod politisk indblanding," siger Joy Mogensen.

Partierne har ellers ønsket at få korrespondancen at se, for at få belyst sagen om dab-udbuddet, som Radio Loud endte med at vinde over blandt andre Radio24syv.

Det vækker mildest talt irritation hos Venstres medieordfører, Britt Bager, som fra første spørgsmål går hårdt til ministeren.

"Jeg vedstår mig gerne arv og gæld i forhold til dab-udbuddet, og det er derfor jeg synes, at alt skal frem i lyset," siger Britt Bager.

"Og derfor undrer det mig simpelthen, at ministeren holder hånden over det, som er foregået. Og det undrer mig, at ministeren møder så uforberedt op, at hun ikke engang kan henvise til en hjemmel. Det var kardinalpunktet i sidste samråd at få udleveret den korrespondance," siger hun.

Presser minister

Jens Rohde, som er medieordfører i De Radikale, insisterer på, at Folketingets partier skal have dokumenterne at se. Ministeren må finde en metode, så det kan lade sig gøre, mener han.

"Vi insisterer på at få adgang til de dokumenter. Og når vi gør det, er det fordi, der er et retssikkerhedsmæssigt problem. Vi lever ikke i en bananstat, hvor et ministerudpeget nævn godt nok skal være uafhængigt, men fuldstændig kan slukke lyset for, hvad der er foregået," siger han.

Joy Mogensen henviser til armslængdeprincippet, som betyder, at politikere bør holde en passende afstand til og undgå detailstyring af de beslutninger, som bliver truffet indenfor kulturlivet.

Men Jens Rohde er ikke tilfreds med svaret.

"Skal jeg tolke ministerens svar sådan, at ministeren ikke vil finde en vej ind til, at vi kan få de dokumenter? For det kan jeg lige så godt sige: Det kommer vi til at insistere på, og vi vil finde vores vej ind til det," siger han.

Også Dansk Folkepartis medieordfører, Morten Messerschmidt, presser ministeren.

"Jeg er enig med Jens Rohde, og ministeren kan være fuldstændig forvisset om at frem, det kommer det," siger han.

Den Konservative medieordfører, Naser Khader er enig. Han synes, at det virker som om, at der er noget, man holder skjult.

Joy Mogensen siger til kritikken:

"Jeg har meget svært ved at opfatte det her som andet, end at en helt masse politikere prøver at presse mig til at gøre noget, der er ulovligt," siger hun.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også