Nævn fastsatte først nøgletal for udbud i sidste øjeblik

Et helt centralt tal blev først fastlagt på selve dagen, hvor Radio- og TV-nævnet udråbte Radio Loud som vinder af den nye DAB-kanal. Professor kalder det i Berlingske "dybt kritisabelt."
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Først i allersidste øjeblik lagde Radio- og TV-nævnet sig fast på et tal, der har haft betydning for udfaldet af udbuddet af den nye DAB-Kanal. Det skriver Berlingske.

Der er tale om grænsen for det såkaldte forventede minimumsbudget på 250 mio. kr. Den blev først fastlagt endeligt på et møde 22. oktober 2019, har Radio- og TV-nævnet oplyst. Altså på dagen, hvor Radio Loud blev udråbt som vinder.

Ifølge Berlingske blev den fastlagte grænse en afgørende faktor for, at Radio Loud vandt udbuddet, hvor bydernes budget skulle vægte 25 pct.Loud fik syv point for et budget på 260,8 mio. kr., mens Radio24syv kun fik et point for et budget på 280 mio. kr.

Men i teorien kunne Radio og TV-nævnet have lagt grænsen markant lavere, hvilket havde betydet mindre pointforskel. Ifølge professor i matematisk finansiering på Københavns Universitet Rolf Poulsen burde nævnet have fastlagt minimumsbudgettet længe inden, man havde kendskab til de tre bud.

"Det er ikke en ordentlig måde at gøre det på, fordi det reelt åbner for, at nævnet har haft mulighed for at manipulere pointgivningen. Det er dybt kritisabelt," siger han til Berlingske.

Radio- og TV-nævnet har ikke ønsket at uddybe sine svar over for Berlingske.

Minister: Hvis der er fejl i dab-svar skal de rettes

Radio24syv-direktør: Jeg har ikke fået ét konkret svar 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også