Radio24syv-direktør: Jeg har ikke fået ét konkret svar

Jørgen Ramskov mener, at Radio- og tv-nævnet ikke har besvaret Radio24syvs spørgsmål til det tabte udbud.
Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix
Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Radio- og tv-nævnet har ikke fundet anledning til at ændre sin vurdering af afgørelsen af udbuddet om den nye dab-kanal, som Radio Loud vandt for ti dage siden.

Det oplyser nævnet fredag, efter at det har besvaret 86 spørgsmål om udbuddet fra Radio24syv, DK4 Radio og Radio Loud.

Men tidligere direktør for Radio24syv Jørgen Ramskov er langtfra tilfreds med nævnets besvarelser.

"Jeg kan ikke finde et eneste konkret svar på de spørgsmål, vi har stillet, så vores spørgsmål har været rent tidsspild."

"Jeg mener ikke, vi er blevet taget alvorligt," siger han.

Udbuddet var skruet sådan sammen, at ansøgerne blev bedømt højere på at byde under den ramme på 280 millioner kroner, som der kunne søges om.

Radio Loud og DK4 Radio havde ansøgt om færre penge. Radio24syv havde søgt om alle pengene. Derfor blev Radio24syv bedømt markant ringere i den del af udbuddet. 

Men spørgsmålet om, hvorvidt moms var en del af Radio Louds budget, mener Jørgen Ramskov ikke, at han har fået et klart svar på.

"Det er ikke engang lykkedes dem at svare konkret på, om der er moms eller ej med i budgettet, som jeg ellers mener, er et klart ja eller nej-spørgsmål," siger han.

Radio- og tv-nævnet medgiver, at oplysninger om manglende moms i budgettet hos Radio Loud kunne have ført til en lavere vurdering i en underkategori.

Men samlet set ville det ikke have ændret resultatet, lyder det. 

Selv om Jørgen Ramskov ikke er tilfreds med de svar, han har fået, vil han nu lade det være op til politikerne, hvad der skal ske.

Kammeradvokaten, der er statens advokat, har fredag udtalt, at det er op til Radio- og tv-nævnet selv at vurdere, om der har været fejl i dab-udbuddet.

"Det er jo en speciel praksis at bede nogen vurdere, om de selv synes, de har været gode nok, men det er jo sådan, det er foregået," siger Jørgen Ramskov.

"Nu må politikerne så vurdere, om de mener, der er givet godt nok svar," fortsætter han.

Tirsdag vil Radio- og tv-nævnet på et møde med medieordførere og kulturministeren i Kulturministeriet redegøre for baggrunden for nævnets afgørelse.

Radio- og tv-nævnet holder fast i vurdering af DAB-udbud

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også