Brügger og Bertelsen: Vi var i gang med at fyre os selv

Hvis Radio24syv havde fået en fremtid som digital kulturkanal, lå det i kortene, at programcheferne Mikael Bertelsen og Mads Brügger skulle udtræde af ledelsen, skriver duoen i en kronik.
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Radio24syv skulle have nye ledelseskræfter for at sikre fornyelsen, hvis kanalen var fortsat fire år mere på DAB. Det skriver programcheferne på Radio24syv, Mikael Bertelsen og Mads Brügger, i en kronik i Berlingske torsdag, hvor de tager afsked med Radio24syv, der efter otte år overlader sendetilladelsen på FM4 til Radio4 ved midnat.

"Det er lidt druknet i virakken om Radio24syvs skæbne, men i fald Radio24syv var fortsat som en digital kanal, var det blevet klart, at vi var i gang med at fyre os selv som programchefer. I stedet ville vi gå på halv løn og halv tid og over i en midlertidig stilling som udviklingschefer – for at sikre kontinuiteten og være med til at holde bundniveauet højt i startfasen," skriver Mikael Bertelsen og Mads Brügger i kronikken.

Som MediaWatch tidligere har beskrevet, fremgår det af Radio24syvs ansøgning om sendetilladelsen på DAB, at radioens nyhedschef, Kristoffer Eriksen, skulle være kanalchef i det nye og mindre setup som digital kultur- og aktualitetsradio. Mikael Bertelsen og Mads Brügger skulle i stedet være udviklingschefer – men kun i en overgangsfase, skriver programcheferne. På længere sigt var det planen helt at træde ud af ledelsen.

Radio24syv tabte som bekendt udbuddet om en ny programtilladelse på DAB til kanalen Loud. Afgørelsen har mødt kritik fra flere sider, og efter pres fra regeringens støttepartier greb kulturminister Rasmus Prehn (S) bolden og krævede "rene linjer" om udbuddet.

Frem til tirsdag havde Radio24syv og de to andre bydere, Loud og DK4 Radio, mulighed for at trykprøve afgørelsen med kritiske spørgsmål. Dem skal Radio- og tv-nævnet besvare senest fredag kl. 12. Radikale og Liberal Alliance har krævet, at udbuddet går om, mens andre partier vil afvente svarene fra Radio- og tv-nævnet, inden de gør deres stilling op.

Radio24syv vil vaske tavlen ren i efterspil om DAB-udbud

Radio24syv stiller stribevis af spørgsmål til DAB-udbud 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også