Udbud får helt ny spiller ind på radioscenen: Her er forløbet

Med dagens afgørelse i Radio- og tv-nævnet, der blev et farvel til Radio24syv og goddag til den nye Loud, er en broget udbudsproces afsluttet. Se tidslinjen her.
Foto: Ritzau Scanpix/Jens Dresling
Foto: Ritzau Scanpix/Jens Dresling
AF RITZAU/MEDIAWATCH

Tirsdag er der fundet en vinder. Det bliver Loud, der fremover skal drive den nye DAB-radiokanal i fire år.

Kræfterne bag Loud består af ni regionalradioer med Radio Diablo i Svendborg som hovedejer med 55 pct. i selskabet Kulturradio Danmark A/S. Radio Loud vil henvende sig til de unge i alderen 15 til 32 år og blandt andet satse på konstruktiv nyhedsjournalistik.

Med sig har Loud en partnerkreds af kulturinstitutioner som Nationalmuseet, Roskilde Festival, teatret Mungo Park, Danske Studerendes Fællesråd og Enigma, hvoraf flere oprindeligt fandt sammen i interessen for at byde på en ny tv-kanal, der også var en del af sidste års medieaftale. Det er dog uvist, om det tv-udbud bliver til noget.

Til gengæld står det klart, at det bliver Loud, der fremover får 70 millioner kroner om året til at drive DAB-radio de næste fire år.

Beslutningsprocessen bag

Forud er gået et forløb med skiftende politiske udmeldinger omkring radioudbuddet. Her følger en tidslinje over nedslagene:

  • 29. juni 2018: Som en del af medieaftalen skal Radio24syvs hovedsæde flyttes fra København til Vestdanmark ifølge daværende kulturminister Mette Bock (LA).
  • 22. marts 2019: Den daværende VLAK-regering og støttepartiet Dansk Folkeparti bliver enige om, at 70 procent af redaktionen på FM4, som er navnet på den frekvens, som Radio24Syv har sendt på, skal arbejde mindst 110 kilometer fra København.
  • 28. marts 2019: Radio24syv dropper at søge om forlænget sendetilladelse grundet kravet om lokation.
  • 4. april 2019: DF-formand Kristian Thulesen Dahl åbner for muligheden for Radio24syv's overlevelse i en kronik.
  • 5. april 2019: Mette Bock indkalder til møde om Radio24Syv.
  • 3. maj 2019: Regeringen og Dansk Folkeparti vil oprette en ny DAB-radiokanal. Udbuddet beskyldes for at være skræddersyet til Radio24syv.
  • 20. september 2019: Radiokanalerne Radio24syv, LOUD og dk4-Radio har alle budt ind på den kommende DAB-radiokanal.
  • 22. oktober 2019: Vinderen af udbuddet offentliggøres og får et budget på 70 millioner kroner årligt til at drive kanalen over fire år.

Kilde: Slots- og Kulturstyrelsen, Kulturministeriet, Ritzau.

Radiovinder stempler ind i marked med momentum for digital lytning og taleradio 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også