24syv vil lukke podcastplatform – eksterne udgivere har pakket sammen

Det er ikke kun Radio24syv, der står til at lukke og slukke ved udgangen af oktober. Også den selvstændige, kommercielle podcastplatform 24syv bliver smidt i skraldespanden under et år efter lanceringen, hvis ikke radiokanalen lever videre, siger adm. direktør.
Foto: Ritzau Scanpix/Martin Sylvest Andersen
Foto: Ritzau Scanpix/Martin Sylvest Andersen

Som situationen ser ud i dag, når den kommercielle podcastplatform 24syv, der er ejet af samme ejerkreds, som står bag Radio24syv, ikke at fejre sin første fødselsdag, inden den igen bliver lagt i graven.

Platformen drives i regi af selskabet Podcast24syv og blev lanceret i slutningen af november. Det skete som arvtager efter den tidligere public service-finansierede Radio24syv-app. Men selvom navnet ligger tæt op ad radiostationens, er platformen et selvstændigt, kommercielt foretagende med henblik på at opbygge et kommercielt marked for podcasts. Eksterne producenter af podcasts blev også inviteret indenfor.

Men få måneder efter de første eksterne udgivere, heriblandt Teknologiens Mediehus og Videnskab.dk, blev introduceret på platformen, er de allerede pillet ud igen. Samtidig er fremtidsplanerne for platformen skrottet med udsigt til, at stikket bliver trukket på Radio24syv ved udgangen af oktober, hvor kanalens FM4-sendetilladelse udløber.

"Platformen bæres af Radio24syv, så i og med at Radio24syvs fremtid på nuværende tidspunkt er temmelig uafklaret, og at radioen er ved at blive lukket ned, så indebærer det også, at platformen bliver lukket, hvis Radio24syv som ventet stopper den 31.10," siger Jørgen Ramskov, adm. direktør hos Radio24syv og Podcast24syv.

Ikke stor nok volumen

Forklaringen er, at ejerne, Berlingske Media med 70 pct. og People Group med de resterende 30 pct., ikke tror på, at platformen uden indholdet fra Radio24syv kan opnå en tilstrækkeligt stor volumen til at trække nok brugere ind.

Ud over indholdet fra Radio24syv og eksterne producenter byder Podcast24syv også på indhold fra selskabets hovedejer, Berlingske Media. Podcasts fra Berlingske, B.T., Weekendavisen og Euroinvestor, der alle er ejet af Berlingske Media, er tilgængelige på Podcast24syv.

"Platformen blev startet, fordi vi tror på et marked for det, ligesom andre gør – bl.a. Egmont og Morten Strunge (medstifter af Podimo, red.). Men det er ingen hemmelighed, at omkring 80 pct. af indholdet på app'en i en overskuelig periode ville komme fra Radio24syv. Så vores vurdering er, at hvis radioen lukker i slutningen af oktober, vil der simpelthen ikke være en stor nok volumen i platformen. Og så er den rigtige strategi, at B.T., Berlingske og Weekendavisen i stedet bygger deres lydsatsninger op på deres egne websites, da det jo stadig er en markant satsning for aviserne," siger Jørgen Ramskov.

Eksterne producenter har trukket sig

Redaktionschef i Teknologiens Mediehus, Henrik Heide, oplyser, at selskabets podcasts lå på platformen i omkring tre måneder gennem en prøveperiode. Men da den udløb, havde mediehuset ikke tal, der kunne give et fingerpeg om, hvorvidt det ville være pengene værd at blive på platformen. Samtidig blev han i april af 24syv informeret om, at selskabet formentlig ikke vil fortsætte platformen, når radiokanalens sendetilladelse udløber.

"Så de ringede til os og sagde, at det derfor heller ikke gav så meget mening, at vi betalte for at lade vores indhold blive liggende," siger Henrik Heide.

Tilsvarende orientering om, at platformen var under afvikling, fik chefredaktør for Videnskab.dk, Vibeke Hjortlund, i en mail, som derfor også flyttede sit indhold ud af platformen i april, bekræfter hun over for MediaWatch.

Om Teknologiens Mediehus ville have betalt for at lade sine podcasts ligge på platformen, såfremt 24syv planlagde at drive platformen videre, vil Henrik Heide ikke tage stilling til, fordi mediehuset ikke har oplysninger om, hvor mange brugere der nåede at bruge dets podcastudgivelser.

Det ville være helt afgørende for, hvorvidt vi ville være fortsat," siger redaktionschefen.

Holder døren på klem

Døren er dog ikke lukket endeligt i endnu, fortæller Jørgen Ramskov. Hvis Radio24syv bliver videreført på den kommende DAB-kanal, som regeringen og Dansk Folkeparti i sidste måned blev enige om at sende i udbud med en årlig statslig støtte på 70 mio. kr., vil podcastplatformen også – måske – leve videre.

"Der er lagt nogle kraftige begrænsninger ind rent forretningsmæssigt i udbuddet af både FM4 og det, der er lagt op til i høringsmaterialet på den digitale kanal. Under de vilkår, der er præsenteret, er det meget svært at se, hvordan de oprindelige tanker om at bygge podcastplatformen op som en forretningsgren, der skulle kunne finansiere radioens indhold, skulle kunne lade sig gøre," siger han uden helt af afvise muligheden.

Platformen, som den er nu, kører videre til 31. oktober med indhold udelukkende fra Berlingske Medias titler og Radio24syv.

Hvor mange penge ejerne af Podcast24syv har spyttet i udviklingen af platformen samt driften af selskabet, der nu står til at blive smidt i skraldespanden igen efter godt 10 måneder, oplyser Jørgen Ramskov ikke, men han afviser, at der er tale om et stort beløb.

"Nej, det er nu overskueligt nok, og nu kører den jo også pt. videre. Men engang imellem tager man nogle chancer – og nogle af dem går hjem, mens andre ikke gør. Det er en del af den store butik. Det afgørende er, at pengene, der er brugt i podcastselskabet, ikke har noget at gøre med public service-pengene til radioen – platformen er udviklet og betalt af et selvstændigt selskab," siger han.

Uvis fremtid for arkivet

Jørgen Ramskov anerkender dog samtidig, at de to enheder, Radio24syv og Podcast24syv, er uløseligt forbundet, idet podcastvirksomheden afhænger af indholdet fra Radio24syv.

"Det er de jo på den måde, de er ejet af samme ejerkreds, og ved, det jo ikke er en hemmelighed, at gratismaterialet, som Radio24syv står bag – og som også ligger frit tilgængeligt i Itunes og på Spotify – både var og er det dominerende indhold på app’en."

Hvad der skal ske med de seneste knap otte års producerede indhold fra Radio24syv, hvis podcastplatformen bliver skrottet og i det hele taget, når sendetilladelsen udløber, er endnu uafklaret.

"Det er der ikke taget stilling til endnu, da det afventer en beslutning i Radio- og tv-nævnet, som skal vurdere materialet, i forhold til hvilken værdi det har, og hvordan det i givet fald skal afregnes. Men der er ingen tvivl om, at det er os (Radio24syv red.), der ejer det," siger Jørgen Ramskov.

Radio- og tv-nævnet indleder sag om 24syv-platform 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også