Spindoktor-løn under lup

Spindoktorers løncheck bør frem i lyset - og kontrollen med lønniveauet skærpes, mener det udvalg, der har gransket brugen og antallet af særlige rådgivere på Christiansborg.
Foto: Lars Krabbe / Jyllands-Posten
Foto: Lars Krabbe / Jyllands-Posten

Lønudgifter til ministrenes særlige rådgivere eller spindoktorer på Christiansborg er blevet en anselig udgiftspost de senere år.

En undersøgelse Rigsrevisionen foretog i juli sidste år viste, at 20 ud af de 34 særlige rådgivere var ansat til maksimum-lønnen - på 75 pct. af ministerlønnen, dog 85 pct. i de "tunge" ministerier, - eksklusiv pension og mulige engangsvederlag.

I betænkningen fra Udvalget om særlige rådgivere, der blev offentliggjort i går, konstaterer kommissionen på baggrund af en række interviews, at der synes, at være en tendens til, at lønrammen "udnyttes fuldt ud".

Derfor anbefaler udvalget, at rådgiverens uddannelse, erfaring og kvalifikationer i højere grad måles op mod jobkravene, når lønnen skal fastsættes.

"Det kan være nødvendigt med en høj løn til erfarne rådgivere, men en række af de rådgivere, der har en mere begrænset erfaring, vil måske kunne ansættes til lavere lønniveauer, såfremt der anlægges en mere differentieret praksis," lyder det i serviceeftersynet.

Derudover anbefaler udvalget med højesteretsdommer Jens Peter Christensen i spidsen, at det bør overvejes at offentliggøre, hvor meget de enkelte rådgivere får i løn - f.eks. på Statsministeriets hjemmeside.

Betænkningen blev bestilt i slutningen af 2011 i kølvandet på debatten om spindoktorernes rolle og antal. - sidstnævnte bl.a. i forlængelse af, at S, R, SF-regeringen ændrede retningslinjer og gav de tunge ministerposter mulighed for at have to særlige rådgivere tilknyttet frem for én. Udvalget fastslår i den forbindelse, at grænsen for hvor mange spindoktorer, der skal være en del af hverdagen på Christiansborg er nået:

"Det er udvalgets opfattelse, at et større antal særlige rådgivere pr. ministre, vil kunne forrykke den nuværende balance mellem den rådgivning, ministeren modtager fra de særlige rådgivere, og den rådgivning, ministeren modtager fra det almindelige embedsværk."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også