Nedskrivninger udløser stort underskud i Storytel trods vækst

Goodwill-nedskrivning af Storytels investering i amerikanske audiobooks.com har sat sit mærke i streamingkoncernens årsrapport, der ellers sætter kimen til et år med fokus på bedre lønsomhed.
Storytel er blandt de største streamingkoncerner i Norden og står bl.a. bag den største bogtjeneste i Danmark, Mofibo, samt store forlag som People’s. | Foto: Storytel/mofibo
Storytel er blandt de største streamingkoncerner i Norden og står bl.a. bag den største bogtjeneste i Danmark, Mofibo, samt store forlag som People’s. | Foto: Storytel/mofibo

Mens omsætningen i den svenske streaming- og forlagskoncern Storytel blev løftet i 2023 til nye højder, blev koncernens bundlinje trukket i underskud på grund af store nedskrivninger. Det viser koncernens netop offentliggjorte årsrapport for 2023.

Storytel er blandt de største streamingkoncerner i Norden og står bl.a. bag den største bogtjeneste i Danmark, Mofibo, samt store forlag som People’s. 

Driftsresultatet endte på -742,34 mio. svenske kr., mens det endelige resultat før skat endte på -807,5 mio. svenske kr. i 2023.

Det er mere end en fordobling af underskuddet i 2022.

Det store tab er knyttet til, at Storytel i fjerde kvartal sidste år besluttede at nedskrive værdiansættelsen af sin amerikanske investering i Audiobooks.com fra 2022 med 465,4 mio. svenske kr., viser årsrapporten. Dertil kommer værdinedskrivninger af aktiver i såkaldte ekspansionsmarkeder for 167,6 mio. svenske kr.

Nedskrivningerne er alene goodwill-relaterede og påvirker ikke Storytels likviditet, understreger koncernledelsen i sin beretning.

Samlet beløber de særlige økonomiske poster sig til 671,6 mio. svenske kr., der altså har trukket årsresultatet i knæ.

Fraregner man de særlige poster, endte Storytels driftsresultat på -70,8 mio. svenske kr., hvilket er en væsentlig forbedring fra -195,4 mio. svenske kr. i 2022. Ebitda-resultatet, der er medregner skat, renter og afskrivninger, blev også markant forbedret fra 92,2 til 247,8 mio. svenske kr. 

Underskuddet efter skat blev 135,9 mio. svenske kr., efter finansielle poster kostede koncernen 65,1 mio. kr.

Mindre blandet er budskabet fra Storytels toplinje. Takket være fremgang i streamingforretningen nåede koncernens samlede omsætning op på 3,489 mia. svenske kr.

Løft fra nordisk streaming

Storytel høstede som nævnt ny vækst i streamingforretningen gennem 2023, mens forlagsaktiviteterne mødte tilbageslag - mere om den del senere.

Storytels samlede omsætning fra streamingaktiviteterne har været i kontinuerlig fremgang de seneste år og nåede i 2023 op på 3,241 mia. svenske kr. Et løft på 12 pct. fra 2022. 

Det er især en øget tilgang fra de nordiske kernemarkeder, der driver abonnementsvæksten. Her er omsætningen øget med knap 14 pct. til samlet 2,9 mia. kr. sidste år.

Ud over tilvækst i brugertal er omsætningsløftet også drevet af prisstigninger i Norden, hvilket har ført til, at den gennemsnitlige indtægt per bruger i Norden er steget fra 145 til 158 svenske kr. (104 kr.) om måneden - et løft på ni pct.

Prissætningen er dog noget lavere uden for de nordiske markeder, hvilket resulterer i, at der i gennemsnit omsættes for 128 svenske kr. (ca. 84 kr.) om måneden i hele streamingforretningen. Det er en forbedring fra 118 kr. året før.

Prisjusteringerne har sikret en forøget bruttofortjeneste i streamingforretningen fra 1,17 til 1,27 mia. svenske kr. i 2023.

En del af brugerfremgangen er hentet gennem nye samarbejder om pakketilbud med teleselskaber, bl.a. i Holland. Det har sikret mere end ti pct. af omsætningsløftet i 2023, oplyser Storytel i rapporten.

I de konsoliderede koncerntal - der giver den samlede omsætning på 3,489 mia. svenske kr. - er omsætningen fra streamingforretningen dog opgjort til kun 2,92 mia. svenske kr., på grund af forskellige regnskabsmetoder knyttet til salgstal fra Norge, forklarer Storytel i rapporten.

Forlag i tilbagegang

Anderledes negativt er det gået for Storytel Books, der er forretningenheden, som rummer Storytels forlagsaktiviteter, herunder danske People’s og Rabén & Sjögren i Sverige.

Her er omsætningen dykket med næsten 77 mio. svenske kr. til 569,7 mio. svenske kr. i 2023. Et fald på knap 12 pct.

Bruttofortjenesten for forlagsaktiviteterne faldt tilsvarende fra 329,6 til 286,1 mio. svenske kr. i 2023. I beretningen forklarer ledelsen, at det især er et fald i salget af printbøger i Sverige, der har udløst tilbagegangen.

Et år i lønsomhedens tegn

I begyndelsen af 2024 varslede Storytel en ”effektiviseringsplan” for koncernen, som indebærer, at omkring 80 medarbejdere - svarende til omkring 13 pct. af medarbejderstyrken i selskabet - afskediges. Topchef Johannes Larcher forklarer det i årsrapporten med, at der er behov for at ruste Storytel til det nuværende medielandskab samt matche medieselskabets udvikling med markedet og investorers forventninger. 

Det betyder, at Storytel har skærpet sit fokus mod sine ti kernemarkeder samt at skabe bedre lønsomhed i selskabet. Det skal bl.a. ske ved at ”optimere omkostningsstrukturen”, som bliver gennemført i første kvartal af 2024. Forventningen er at se den fulde effekt af den nye strategi i anden halvdel af 2024.

På baggrund af udviklingen i 2023 og det skærpede fokus på rentabiliteten, forventer topchefen, at Storytel allerede i 2024 når sine tidligere udmeldte finansielle mål for 2026. Forventningen er at levere en overskudsgrad - ebitda-margin - på 12 pct. og en organisk omsætningsvækst på ti pct. 

”Audiobogmarkedet vil fortsætte med at vokse i de kommende år, og jeg er meget spændt på de muligheder og potentialer, der ligger foran os. Jeg er sikker på, at Storytel med sin velafprøvede forretningsmodel og solide markedspositionering vil fortsætte med at spille en ledende rolle og opfylde vores ambitiøse mål,” skriver Johannes Larcher i sin beretning.

På baggrund af de udmeldte planer og resultaterne sidste år har Storytels bestyrelse lavet nye mellemlange finansielle mål.

Ambitionen er, at omsætningen skal nå 4,5 mia. svenske kr. i 2026 gennem organisk vækst. Konkret for streamingforretningen skal denne ligge på 10-12 pct. årligt.

Ebitda-marginen, altså overskudsgraden for driften, skal ligge på mindst 15 pct. i 2026. Den langsigtede ambition er, at den skal være 20 pct. ”eller højere”.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også