Svensk Superlux-ejer løfter omsætning efter opkøb

Efter forårets opkøb af det danske forlag Superlux har svenske Hoi Publishing planer om at udgive et ”meget stort antal titler” i Danmark og Sverige i efteråret.
Opkøbet af Superlux gav Hoi Publishings omsætning vokseværk i første halvår, der dog endte med et underskud ifølge netmediet Bogmarkedet. | Foto: Finn Frandsen
Opkøbet af Superlux gav Hoi Publishings omsætning vokseværk i første halvår, der dog endte med et underskud ifølge netmediet Bogmarkedet. | Foto: Finn Frandsen

Opkøbet af det danske forlag Superlux sætter ifølge mediet Bogmarkedet sit præg på det svenske forlag Hoi Publishings regnskab for årets første seks måneder.

Hoi Publishing købte i april Superlux, og det kan særligt ses på regnskabet for andet kvartal, der har budt på en fordobling af omsætningen og et overskud på 314.000 svenske kr. - svarende til 196.000 danske kr.

Ser man på hele første halvår, er omsætningen løftet med 21 pct. til 6,6 mio. svensk kr. - svarende til 4,1 mio. danske kr., mens bundlinjen viser et underskud på cirka en mio. svenske kr. - svarende til 640.000 danske kr.

I forbindelse med halvårsregnskabet noterer Hoi Publishing, at Superlux nu er fuldt integreret, og at forlaget vil komme med ”et meget stort antal titler” i både Sverige og Danmark i efteråret.

Da Superlux blev købt, havde det i de to regnskabsår forinden præsenteret underskud på 643.000 kr. og 52.000 kr., hvilket resulterede i en negativ egenkapital på 855.000 kr. og en bemærkning om usikkerhed for selskabets fremtidige drift i regnskabsrapporten.

I marts havde Superlux absorberet mikroforlaget Forårs aktiver.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også