MediaWatch

Formand: Manglende gennemslagskraft i streamingsats er skyld i Hesseldahls exit

Morten Hesseldahls afskedigelse indvarsler en ”kritisk diskussion” af strategien, som den afgående Gyldendal-topchef var hentet ind for at udføre, udtaler bestyrelsesformand.

Poul Erik Tøjner, direktør i Louisiana og bestyrelsesformand i Gyldendal. | Foto: Katrine Marie Kragh

Gyldendal skal finde en afløser til adm. direktør Morten Hesseldahl, hvis afskedigelse blev meddelt torsdag eftermiddag i forlængelse af forlagets halvårsregnskab.

Det er tale om en fyring af Morten Hesseldahl, bekræfter Gyldendals bestyrelsesformand, Poul Erik Tøjner, i et skriftligt svar til MediaWatch. Han blev i 2018 hentet til Gyldendal for at udforme og implementere en ny strategi med modernisering af det gamle forlag for øje.

Centralt i den nye strategi var bl.a. en digitalisering af forlagets forretningsområder med udvikling af podcasts, lydbøger og opkøb inden for samme område i udlandet. Dertil kom lanceringen af bogstreamingtjenesten Chapter i 2020, som skulle sikre en fastholdelse af kontakt mellem Gyldendal og slutbrugerne - læserne. Men med driftsunderskud på -33,6 mio. kr. i 2021 og -24 mio. kr. i første halvår af 2022 blev det en for uholdbar forretning i bestyrelsens øjne.

Ser kritisk på strategi

Morten Hesseldahl gennemførte en større omorganisering og digitalisering af Gyldendals forretning som led i strategien, han var indsat for at udføre. Senest stod han sidste sommer i front for beslutningen om at gøre Gyldendal til eneejer af Chapter-tjenesten.

Poul Erik Tøjner erkender, at han og resten af bestyrelsen har en del af ansvaret for strategien, som ikke har leveret de ønskede økonomiske resultater.

”Selvfølgelig - en række af de strategiske ønsker [blev] også blevet indfriet, jævnfør meddelelsen (pressemeddelelsen om fratrædelse red.). Men det er også bestyrelsens ansvar at holde øje med, hvor strategierne tager forlaget hen,” skriver han.

Derfor ”pågår en kritisk diskussion” af strategierne i bestyrelsen, skriver han uden at komme det nærmere.

Hvor skulle Chapter ideelt set have været i dag?

”Større gennemslagskraft, sundere økonomi - vi har været opmærksomme på, at det er en strategisk satsning, men bæredygtigheden halter lige nu,” skriver Poul Erik Tøjner.

Økonomisk sundhed

Bestyrelsen skal nu finde en afløser til Morten Hesseldahl post. Han forlader Gyldendal ved udgangen af august, men har til MediaWatch oplyst, han allerede fra dags dato er ude af forlaget.

I tråd med udfordringerne i Gyldendal står et strengt blik for økonomisk rentabilitet blandt de væsentligste kompetencer for en eventuel afløser af posten som adm. direktør for det gamle forlag.

”Gyldendals publicistiske frihed og kreativitet hviler på en sund økonomi - uden en sådan kan forlagshuset ikke indfri sine ret høje mål om oplysning, læsning, læring - dannelse og uddannelse. Det sætter rammerne for en ny direktør,” skriver Poul Erik Tøjner.

Direktør for Gyldendal Uddannelse, Hanne Salomonsen, bliver konstitueret adm. direktør for forlaget 1. september.

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs