Bonnier Books og Storytel går sammen om forlags-software

De to svenske forlagskoncerner har sammen stiftet Mockingbird Publishing Software AB, som udvikler redaktionsløsninger til forlagsbranchen. De nuværende otte medarbejdere i Mockingbird bliver medejere i det nye selskab.
Mockingbird er en software udviklet til forlagsbranchen. | Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix
Mockingbird er en software udviklet til forlagsbranchen. | Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix

En effektiv vej fra idé til færdig bog. Det er kernen i softwaren Mockingbird, som siden 2015 er blevet udviklet af Bonniers forlag i Sverige. Nu er også Storytels forlagsdivision kommet med i det nyetablerede selskab Mockingbird Publishing Software AB, som desuden får Mockingbirds nuværende otte medarbejdere som medejere.

Magnus Brundin, direktør for selskabsudvikling i Bonnier Books, siger ifølge en pressemeddelelse citeret af Boktugg, at ambitionen er at fortsætte udviklingen af Mockingbird på deres egne forlag. Men også på andre forlag:

"Strategisk set er et samarbejde og udvikling af fælles IT-infrastruktur en vej fremad i den hastigt digitaliserede bogbranche. Sammen med Storytel Books vil vi nu kunne drive udviklingen og kommercialiseringen af Mockingbird fremad. Vi håber, at vi de kommende år kan skabe et fremtidsorienteret og moderne system til bogbranchen," siger Magnus Brundin ifølge Boktugg.

Linda Säresand, adm. direktør i Storytels fysiske forlagsforretning, siger til Boktugg, at branchen i dag savner en løsning, som kan anvendes af alle typer forlag, store som små.

"Sammen har vi en enorm viden om forlagsbrancen som mange eksterne software-virksomheder aldrig får. Denne type systemer er kostbare at udvikle på egen hånd, og derfor ser vi store fordele i at samarbejde. Det her kommer til at udvikle hele branchen," siger Linda Säresand.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også