Opgør om forfatters dagbøger ruller videre i landsret

Arne Herløv Petersen forsøger at vriste sine dagbøger ud af myndighedernes favn. Men EU-Domstolen holdes ude.
Foto: Lars Just/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Lars Just/Politiken/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

En principiel retssag om forfatteren Arne Herløv Petersens dagbøger skal fortsætte i Østre Landsret uden at svinge omkring EU-Domstolen.

Det er konsekvensen, efter at landsretten fredag har afgjort, at det ikke er nødvendigt at stille spørgsmål til EU-Domstolen.

Forfatteren har anlagt sag mod Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Rigsarkivet. Han vil have myndighederne til at destruere kopier af de dagbøger, som PET's betjente for mere end 40 år siden beslaglagde.

Indgrebet skyldtes, at Arne Herløv Petersen var mistænkt for at have været påvirkningsagent for den sovjetiske efterretningstjeneste KGB. Han nægtede sig skyldig, og der blev ikke rejst en straffesag.

Alligevel har staten siden beholdt kopi af forfatterens private optegnelser. De strækker sig fra 1972 og frem til 1981.

Dagbøgerne fylder cirka 1400 almindelige bogsider. Det oplyser Dansk Forfatterforening, som fører retssagen på vegne af Herløv Petersen.

Han mener, at hans ophavsret er krænket. Og også at respekten for hans privatliv er blevet krænket. Myndighederne skal betale 50.000 kroner, lyder kravet.

I flere tilfælde er dagbøgerne eller i hvert fald dele af dem blevet nærlæst af forskere fra blandt andet Dansk Institut for Internationale Studier (Diis).

Skal ikke forelægges EU-domstol

Men de sagsøgte myndigheder vil frifindes, og i spørgsmålet om inddragelse eller ej af EU-Domstolen har myndighederne fredag oplevet medvind i landsretten.

Dansk Forfatterforening ønskede at få domstolen til at svare på spørgsmål om blandt andet forståelsen af retten til privatliv i forhold til regler om offentlige arkiver.

Og nærmere om, hvorvidt der er et alvorligt problem i den danske arkivlov. Nemlig at der ikke findes et krav om, at myndighederne overvejer, om opbevaring er nødvendigt og proportionalt.

Af og til får EU-Domstolen såkaldte præjudicielle spørgsmål fra danske domstole. Det sker i tilfælde, hvor der er tvivl om fortolkning af love og regler undervejs i processen.

Efter nederlaget noterer formanden for Dansk Forfatterforening i en mail, at der nu er udsigt til en hurtigere afgørelse i landsretten.

"Vi er selvfølgelig skuffede over, at sagen ikke skal forelægges EU-Domstolen, da vi mener, at de danske arkivregler i denne sag er anvendt på en måde, der er i modstand med personlige rettigheder, som Danmark har forpligtet sig overfor EU til at sikre er overholdt," udtaler Morten Visby.

"Det ændrer dog ikke noget i forhold til sagens kerne, at vi ikke mener, at staten har haft lovhjemmel til at kopiere, opbevare og bruge Arne Herløv Petersens dagbøger som sket," siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også