Medforfatter til drabschefs bog tager ansvar for centrale citater

Tidligere drabschef Jens Møller læste og godkendte bog inden udgivelse, siger medforfatter i retten torsdag.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Den nu tidligere drabschef Jens Møller i Københavns Politi anklages for at have brudt sin tavshedspligt i bogen "Opklaret - drabschefens erindringer" fra 2018, hvor citater fra en række væsentlige sager er gengivet.

Men medforfatteren til bogen, Stine Bolther, fortæller torsdag i Københavns Byret, at citaterne i bogen er et produkt af hendes egen baggrund som krimireporter.

"Det er ikke Jens (Møller, red.), der er kommet med de citater, som anklageskriftet vedrører. Det er noget, der kommer fra min hånd," siger hun fra vidneskranken.

"Oplysningerne er nogle, som jeg har fra tidligere dækning af sagerne samt aktindsigter, som jeg har foretaget i forbindelse med bogen."

At bogen er skrevet i "jeg"-form, er en del af den kreative proces, fortæller hun torsdag.

Adspurgt til konkrete punkter i anklageskriftet har medforfatteren i de fleste tilfælde en forklaring på, hvor informationerne kommer fra, men i få tilfælde har hun svært ved at erindre kilderne.

"Vi er jo mange journalister, der snakker sammen, så vi udveksler jo tanker og viden. Her kunne nogle af citaterne i bogen formentlig godt være kommet fra," siger hun.

Anklageren, Jette Malberg, hæfter sig især ved en række citater fra det kapitel, der handler om den såkaldte "Morfar-sag", hvor en mand blev dømt for at dræbe en advokat i fogedretten.

Og det er netop i dette kapitel, at Bolther understreger sin selvstændighed i skriveprocessen.

Jens Møller bidrager i stedet med den personlige historie, må man forstå.

"Han forklarer blandt andet flere steder, hvor han har befundet sig, når de forskellige sager har fundet sted."

"Derudover fortæller han noget om, hvilke overvejelser man har som efterforskningsleder under sådan nogle sager," lyder det fra Bolther.

Jens Møller både læste og godkendte bogen, inden den blev udgivet, lyder det. Stine Bolther er ikke selv blevet sigtet i sagen.

Der var ventet dom i sagen 16. september, men det bliver ikke tilfældet, fortæller dommer Elisabeth Larsen torsdag.

Der vil efter næste retsmøde den 16. september blive arbejdet på at finde en dato for domsafsigelse.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også