Storytel lander aftale om nye Sherlock Holmes-lydbøger

Det svenske streaming- og forlagsselskab har underskrevet en aftale med Conan Doyle Estate om udvikling af nye Sherlock Holmes-historier målrettet lydbogsmarkedet.
Foto: PR/Storytel
Foto: PR/Storytel

En ny aftale ligner en krimiappelsin i turbanen for svenske Storytel, der står bag lydbogstjenesten af samme navn samt Mofibo og forlaget People's i Danmark.

Selskabet har netop landet en licensaftale med The Conan Doyle Estate, der administerer en del af rettighederne til Sherlock Holmes-universet nedarvet fra skaberen af detektiv-karakteren, Sir Arthur Conan Doyle. Lydbøgerne hos Storytel vil blive skrevet af et manuskripthold under vejledning af forfatteren Anthony Horowitz, der bl.a. står bag Moriarty, og har forfattet flere nye bøger om James Bond.

"Conan Doyle Estate's engagement og nysgerrighed efter at give Sherlock Holmes nyt liv i et nyt digitalt format er en drøm, der går i opfyldelse, og også at vi fik Anthony Horowitz med i projektet. Anthony er ikke kun en fantastisk skaber af succesrige romaner og tv-manuskripter. Med bøger som "House of Silk" og "Moriarty" har han allerede etableret et dybtgående kendskab til Sherlock Holmes-universet. Jeg er overbevist om, at han er den rigtige person til det kreative lederskab i dette projekt," siger Rickard Henley, chef for Global Direct Publishing hos Storytel, i en pressemeddelelse.

Anthony Horowitz har underskrevet en showrunner-aftale med Storytel om tre nye historier om Sherlock Holmes. Lancering af de første bøger er planlagt til foråret 2022. Parterne oplyser ikke, hvad Storytel har måtte lægge for licensaftalen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også