Forfatteren John le Carré er død

Manden bag kendte spændings- og spionromaner som "Spionen der kom ind fra kulden" er død.
John Le Carré ved filmfestivalen i Berlin i 2016. | Foto: John Macdougall/AFP/Ritzau Scanpix
John Le Carré ved filmfestivalen i Berlin i 2016. | Foto: John Macdougall/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Den britiske forfatter John le Carré, der er kendt for sine spionromaner, er død, 89 år.

Det oplyser hans litterære agent søndag i en meddelelse, han har lagt på Twitter.

"Med stor sorg må jeg meddele, at en af verdens store forfattere - John le Carré - er gået bort," skriver agenten, Jonny Geller.

Le Carré døde lørdag aften efter kort tids sygdom, meddeler Geller. Han tilføjer, at det ikke var relateret til coronavirus.

Le Carré er blandt andet berømt for romanerne "Spionen der kom ind fra kulden" fra 1963, der var hans tredje roman, og "Dame konge es spion" med mesterspionen George Smiley, der er en central person i flere bøger.

"Han viede sit liv til at skrive og definerede koldkrigsæraen ved hjælp af sin figur, George Smiley, og gennem sine komplekse plots og smukke prosa rettede han et skarpt lys mod vor verdens uretfærdigheder," skriver Jonny Geller.

John le Carré har skrevet 25 romaner og selvbiografien "The Pigeon Tunnel". Hans bøger er oversat til en række sprog, og flere af dem er filmatiseret. På verdensplan har han solgt over 60 mio. bøger.

Seneste roman i 2019

Le Carrés sidste roman, der på dansk har titlen "Fri agent", udkom i oktober 2019.

"Vi har mistet en stor figur i engelsk litteratur, en mand med stort vid, venlighed, humor og intelligens," skriver Jonny Geller.

John le Carrés navn er et pseudonym. Hans rigtige navn er David John Moore Cornwell.

Han blev født 19. oktober 1931 i Dorset i England.

Efter en tid i den britiske hær studerede han tysk på Oxford, hvor han blandt andet deltog i møder med venstreorienterede studiegrupper og videregav information om dem til MI5, den nationale britiske sikkerhedstjeneste. Det skriver Reuters.

Han nåede også at undervise i sprog på Eton, inden han i 1960 rykkede videre til MI6, efterretningstjenesten.

Her blev han udstationeret i Tyskland, hvorfra han blandt andet skrev "Spionen der kom ind fra kulden".

I 1964 stoppede hans karriere for MI6, og på det tidspunkt var han for kendt til at være spion og dedikerede sig fuldt ud til at skrive nogle af sine mest kendte romaner i den efterfølgende periode.

Efter Sovjetunionens kollaps skiftede le Carré fokus og skrev blandt andet kritisk om korruption i medicinalbranchen og russiske oligarker.

Om sin karriere har John le Carré i en biografi ifølge Reuters sagt:

"Jeg er en løgner. Født til at lyve, opdraget til det, trænet til det af en industri, der lever af løgne, øvet i det som forfatter."

Ud over en lang række spændingsromaner efterlader John le Carré sig hustruen Jane og fire sønner, meddeler forlaget.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også