Nedlukning halverede udlån hos landets biblioteker

356.400 personer lånte på biblioteker i april, maj og juni. Det er en halvering i forhold til tidligere.
Bibliotekerne var lukket fra marts til maj som en del af landets lock down. Det har trukket det fysiske udlån markant ned - men det digitale op. | Foto: Aleksander Klug/Ritzau Scanpix
Bibliotekerne var lukket fra marts til maj som en del af landets lock down. Det har trukket det fysiske udlån markant ned - men det digitale op. | Foto: Aleksander Klug/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Antallet af udlån fra landets biblioteker blev halveret i andet kvartal, hvor bibliotekerne holdt lukket og efterfølgende genåbnede med restriktioner.

Samlet lånte 356.400 personer 2,8 mio. materialer på bibliotekerne i andet kvartal. Der er tale om en halvering fra årets første tre måneder. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Bibliotekerne var en del af den nedlukning, som regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen satte i søen 11. marts. De blev genåbnet 18. maj.

Selv om bibliotekerne var lukket fysisk, lånte en del ud via bogposer, hvor man bestiller bøgerne på nettet og afhenter bøgerne i en pose.

Samtidig kunne bibliotekerne udlåne digitalt gennem Ereolen. Det er den portal, bibliotekerne bruger til udlån af e-bøger, lydbøger og podcasts.

I forbindelse med genåbningen havde en række biblioteker søsat tiltag for at undgå smittespredning.

Det var blandt andet ændrede åbningstider, krav om reservation af tid for at afhente bøger og forbud mod længere ophold på bibliotekerne.

Det kan ifølge Danmarks Statistik have været en medvirkende årsag til, at der har været et stort fald i antal af udlånte bøger.

Under nedlukningen var der en stor stigning i antallet af digitale udlån. Stigningen blev bremset, efter at bibliotekerne genåbnede.

Samlet set er antallet af digitale udlån dog steget med 31 pct. i andet kvartal sammenlignet med første kvartal.

Lidt over 400.000 personer har lånt digitalt i andet kvartal, oplyser Danmarks Statistik.

Interessen for digitale bøger nåede helt nye højder i kvartal med nedlukning 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også