Amazon banker på døren hos Gyldendal

Det rumler fra vores svenske naboer, hvor Amazon forventes at lancere sin e-handelstjeneste i efteråret og gerne vil have både svenske og danske forlag med om bord.
Foto: Johannes Eisele/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Johannes Eisele/AFP/Ritzau Scanpix

Det er ikke længere "måske" og "hvis", Amazon rykker ind med sin webhandel i Skandinavien. Nu bare et spørgsmål om tid. I Sverige er techgiganten i forhandlinger med bl.a. Bonnierförlagen, som er Bonniers største forlag i Sverige, om vilkår for salg af selskabets printbøger via Amazon.

Og på dansk grund har e-handlen banket på hos Gyldendal med henblik på at sælge forlagets bøger, bekræfter digital salgschef Jeppe Mossin.

"Vi har fået en henvendelse fra Amazon. Men det er ligesom også dér, den står," siger han til MediaWatch og ønsker ikke at gå nærmere ind i detaljerne om henvendelsen eller eventuelle forhandlinger.

Udrulningen af Vestens største onlinehandel i et af de nordiske lande har længe været ventet, men hvornår det vil ske og ikke mindst i hvilket omfang, har der kun været spekulationer om. Jobopslag i Sverige underbyggede, at det var øst for Øresund, at en platform ville tage udgangspunkt, og i august bekræftede Amazon selv, at Amazon.se er på trapperne. Hvornår er ikke konkretiseret, men flere har peget på en udrulning inden udgangen af 2020.

Hvis det står til Amazon, er det dog ikke kun svenske bøger, der skal sælges på platformen, men også danske. Selskabets datterselskab Book Depository har allerede indgået en aftale med Gyldendal om websalg af forlagets bøger, men henvendelsen fra Amazon til Gyldendal understreger, at techselskabet også selv har ambitioner i den retning.

Ændrer markedet

Hvorvidt en endelig aftale mellem Gyldendal og Amazon falder på plads, er for tidligt at sige, men den udstrakte hånd fra den amerikanske e-handelsgigant peger i retning af, at en markedsudvikling, som flere de seneste år har forventet - og i en vis grad frygtet - nu bliver en realitet. Frygten, om man vil, er, at Amazon presser både forhandlerleddet ved at overtage kundekontakten og forlagene ved at dumpe priserne for at udkonkurrere andre i markedet.

"Som Morten (Hesseldahl, Gyldendals adm. direktør, red.) også har meldt ud, er vi på ingen måde interesseret i, at der bliver skabt monopol på et marked, så det er vi selvfølgelig opmærksomme på. Men foreløbigt sælger Amazon trods alt nul bøger for os, så vi er et stykke derfra. Vi lytter til, hvad de siger, og vi er ikke på forhånd afvisende over for at indgå en aftale med Amazon, men vi er meget opmærksomme på, hvad vi laver aftaler om, og hvordan det stiller os," siger Jeppe Mossin.

Flere peger på, at det led i bogbranchen, der først bliver presset af indrykket fra Amazon, forventeligt bliver de fysiske boghandlere. Den udvikling skubber I vel til ved at indgå aftaler med Book Depository og potentielt Amazon?

"Det diskuterer vi også meget her på Gyldendal, for vi er naturligvis ikke interesserede i, at de skal få det hårdere, end de allerede har det. Men jeg tror, at dem, der handler i fysiske boghandlere i dag, vil fortsætte med det. Vi har jo allerede Saxo, som giver de samme muligheder for at købe online, og der bliver stadig købt mange bøger hos boghandlerne."

Følger udviklingen

MediaWatch har været i dialog med Lindhardt og Ringhof, Politikens Forlag og People's Press, som alle oplyser, at ingen af forlagene har fået henvendelse direkte fra Amazon med henblik på at lave aftaler om samarbejde.

Amazons etablering i Sverige bliver dog fulgt med spænding, ikke mindst i forhold til hvordan den internationale spiller får rykket ved markedsandelene - og priserne.

"Vi samarbejder i forvejen med Amazon i Tyskland, Frankrig, Italien osv. Vi oplever det som en barsk samarbejdspartner, men vi er ikke i panik over det, fordi vi også ser, at vores forlagskollager jo overlever i de her lande," siger Lars Boesgaard, adm. direktør i Lindhardt og Ringhof.

"Jeg hører ikke til dem, der går i panik over Amazon. Jeg konstaterer, det er en enormt stærk aktør, og deres mulighed for at dumpe priser og konkurrere er evident. Men vi ser, at deres opmærksomhed i virkeligheden også er på alle mulige andre varegrupper end bøger, så for hele detailbranchen er udsigten til det her (etableringen i Skandinavien, red.) selvfølgelig en stor udfordring generelt."

Amazon-tjenester rækker ud

Lindhardt og Ringhof er til gengæld blevet kontaktet af Amazon-datteren Book Depository, der ønsker en aftale med forlaget.

Derudover fortæller Politikens Forlags adm. direktør, Lene Juul, at Amazons lydbogstjeneste Audible, der er blandt de største i verden, har kontaktet forlagets svenske datterforlag Polaris og startet en dialog om at få Polaris' titler ind på Amazon-tjenesten.

"Polaris er ikke blevet kontaktet af Amazon, men af Audible med henblik på salg af vores lydbøger. De har sendt os et bud på en kontrakt, som vi kigger på, men vi har ikke indgået nogen aftaler med dem endnu. Det er gennem de seneste tre år gået rigtig godt for Polaris og forlaget vokser, bl.a. fordi det er lykkedes os at få en god, bred distribution hos både de fysiske og digitale distributører. Derfor står vi heller ikke og stamper utålmodigt for at komme på Amazon. Vi tager det stille og roligt og ser, hvordan tingene udvikler sig," siger Lene Juul.

Selvom Amazon som nævnt ligger i forhandlinger med det svenske Bonnier-forlag, er forhandlingerne med den svenske bogkoncern hidtil isoleret til det svenske. Ifølge Jacob Søndergaard, der er direktør for det unge, danske Bonnier-forlag Gutkind, er heller ikke han blevet kontaktet af Amazon.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også