Gyldendal vil forny krimien og rekruttere forfattere med skriveskole

Med lanceringen af en forfatterskole for talenter med en krimi i maven vil Gyldendal løfte kvaliteten af spændingslitteraturen og opdyrke nye forfatterskaber.
Forfatter og kritiker Christian Dorph (tv) og skønlitterær chef på Gyldendal Simon Pasternak (th) har skrevet flere krimier sammen - nu vil de undervise og udgive nye krimitalenter på Gyldendal | Foto: Mik Eskestad/Ritzau Scanpix
Forfatter og kritiker Christian Dorph (tv) og skønlitterær chef på Gyldendal Simon Pasternak (th) har skrevet flere krimier sammen - nu vil de undervise og udgive nye krimitalenter på Gyldendal | Foto: Mik Eskestad/Ritzau Scanpix

Til august slår Gyldendal dørene op for en skriveskole for forfattertalenter med smag for krimilitteraturen, skriver Politiken fredag. Målsætningen er bl.a. at tilføre mere kvalitet og relevans til genren f.eks. i form at samtidsportrætter og samfundskritik - og gøde jorden for nye forfatterskaber på forlaget.

"Der er tonsvis af krimier, men vi vil gerne finde ud af, hvor krimien går hen. Måske er der plads til krimiromaner om politifolk og journalister såvel som til fede horrorfortællinger, gysere, romaner om økonomisk kriminalitet og måske ligefrem thrillere uden egentlig kriminalitet. Vi er interesseret i gode spændende fortællinger, og vi lægger det bredt ud. Lad os se, om vi kan nyorientere krimien," siger skønlitterær chef for Gyldendal Forlag, Simon Pasternak, til Politiken, der mener, at der mangler en forfatterskole, der dyrker krimigenrens plot, karakter og fortælling.

Undervisere på krimiskolen, der hedder Once Upon A Crime, er forfatter og kritiker Christian Dorph og manuskriptforfatter Nikolaj Scherfig. Elever, der bliver optaget på forløbet efter sommerferien, skal underskrive en optionskontrakt på den færdige krimi med Gyldendal. Det fremgår ikke, hvordan økonomien i tiltaget i øvrigt ser ud.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også