To forlag sælger filmrettigheder til fire bøger

Produktionsselskab i NENT-familien og Nordisk Film har været på indkøb hos danske forlag for at sikre sig filmrettighederne til flere udgivelser. (Rettet)

Rettet kl. 13.26: Det fremgik først, at Anders Dalgaard er tidligere partner i produktionsselskabet Monday, hvilket ikke er korrekt, da han stadig har en ejerandel i selskabet.

Epiq Film, der er en del af Nordic Entertainment Groups produktionsgruppe NENT Studios, har købt filmrettigheder til tre krimier udgivet af Egmonts forlag Lindhardt og Ringhof. Det skriver Kulturmonitor.

De tre krimier er skrevet af Anne Mette Hancock og omfatter debutbogen "Ligblomsten" samt "Mercedes-snittet" og "Pitbull", der er en del af næste års udgiverprogram på Lindhardt og Ringhof. Ifølge forfatteren skal bøgerne dramatiseres til tv.

Epiq Film er et forholdsvist nyt produktionsselskab stiftet for godt et år siden af Anders Dalgaard, der også er medstifter af Monday. Selskabet, der har baser i København og Los Angeles, blev i efteråret 2018 en del af NENT Studios, der købte aktiemajoriteten. NENT Studios rummer omkring 30 produktionsselskaber. Blandt kunderne er NENT's streamingtjeneste Viaplay, der har bebudet store investeringer i egenproducerede dramaer.

Også Nordisk Film, der er ejet af Egmont, har været på indkøb i den danske forlagsverden. Efter en budrunde har Nordisk Film købt rettighederne til at dramtisere journalist Anne Mette Kirks debutroman "Knust", der er udgivet af People's Press. Det oplyser forlaget i en pressemeddelelse.

"Anne Mette Kirk har med "Knust" lavet en vedkommende og spændende fortælling. Hendes univers og hendes temaer er helt i øjenhøjde med de unge, som er målgruppen for historien. Vi ser en unik mulighed for, med Knust som forlæg, at lave en bred og både rørende og spændende serie-fortælling til det unge publikum," udtaler producer Thomas Heinesen fra Nordisk Film om købet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også