Gyldendal revurderer omstridt bog om børneopdragelse

"Godnat og sov godt", der vejleder forældre i, hvordan de skal putte deres børn, vil nu blive revurderet af forlaget Gyldendal. "Kommer der en bog, hvor forskning viser, at den indeholder noget farligt, har forlaget en forpligtelse til at korrigere det," lyder det fra adm. direktør.
Foto: PR/Gyldendal
Foto: PR/Gyldendal

Selvom det ikke er første gang, bogen "Godnat og sov godt" er genstand for kritik, vælger Gyldendal nu at tage kritikken til sig og revurdere bogen. Det har flere medier skrevet de seneste dage, efter en gruppe kvinder oprettede en gruppe på Facebook og her opfordrede til at opkøbe brugte udgaver af bogen, der giver råd og vejledning til, hvordan forældre skal putte deres børn, for at kunne brænde eksemplarerne.

I dagens Politiken forklarer adm. direktør Morten Hesseldahl, at det handler om, at forlaget har et ansvar for ikke at udgive bøger, hvor der kan være ulovligt eller skadeligt indhold - som "Godnat og sov godt" er blevet kritiseret for. Og selvom alle forlagets bøger undergår fagligt tjek, når de antages, skal den altså nu vurderes på ny.

"I det aktuelle tilfælde er det en bog, der tydeligvis har et mere konservativt syn på børneopdragelse end nogle af de synspunkter, der har været fremme på det seneste. Det er der ikke i sig selv noget galt i. Men kommer der en bog, hvor forskning viser, at den indeholder noget farligt, har forlaget en forpligtelse til at korrigere det(...). I og med at der så kommer ny dokumenteret viden frem, synes jeg, at et forlag har en forpligtelse til at lægge et retteark ind og sørge for, at det bliver korrigeret i den næste udgave af bogen," siger Morten Hesseldahl til Politiken.

Han understreger dog, at forlaget ikke har en bestemt holdning i sager som disse, og at det gerne udgiver titler som giver udtryk for modsatrettede meninger.

Hvorvidt revurderingen af den konkrete børnebog også åbner op for revurderinger af andre ældre bøger, hvor forskning siden har stillet spørgsmålstegn ved bøgernes information, fremgår ikke.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også