Trump lægger dæmper på pressebekymring

Trods spekulationer om det modsatte vil USA's politiske reportere fortsat have deres gang i det Det Hvide Hus, lyder det fra Donald Trump, der i dag indsættes som præsident.
Foto: Evan Vucci
Foto: Evan Vucci

Skulle det være gået nogens næse forbi efter at have tjekket dagens forsider, så er det senere i dag, at USA får sin 45. præsident.

Og trods spekulationer om det modsatte så vil de amerikanske mediers politiske korrespondenter fortsat have adgang til magtens korridorer og få daglige nyhedsbriefinger i Det Hvide Hus, selvom præsidenten fremover hedder Donald Trump. Det skriver Jyllands-Posten fredag.

I et interview op til indsættelsen sagde Donald Trump, at han ikke vil smide journalisterne ud af Det Hvide Hus og skabe støre afstand til medierne ved at flytte pressebriefingerne, der traditionelt er foregået i et lokale tæt på Det Ovale Kontor.

"Pressen gik amok, så jeg sagde, at vi ikke skulle flytte briefingrummet. Men nogle journalister vil ikke få mulighed for at komme ind," sagde Donald Trump i interviewet til tv-stationen Fox News ifølge Jyllands-Posten.

Donald Trumps anstrengte forhold til pressen har næret spekulationer om en flytning af de daglige pressebriefinger og skabt bekymring hos amerikanske medier, der har set det som endnu et modvilligt signal til den frie presse. 

Briefingrummet i Det Hvide Hus har igennem 46 år fungeret som pressens daglige indgang til den politiske nyhedsdækning.

Indsættelsen af Donald Trump, der i dag fylder avisforsiderne i ind- og udland, finder sted kl. 18 dansk tid. Både DR, TV 2 og TV 2 News dækker indsættelsesceremonien live. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også