DJ har tre fokusområder i overenskomstforhandlinger

Et forbedret arbejdsmiljø, ny rammeaftale for freelancere og mere i løn er fokusområderne for Journalistforbundet i overenskomstforhandlinger på dagbladsområdet.
Foto: Flemming Leitorp/DJ
Foto: Flemming Leitorp/DJ

De kommende overenskomstforhandlinger på det store dagbladsområde indledes i dag mellem Dansk Journalistforbund (DJ) og Danske Mediers Arbejdsgiverforening (DMA).

Sidstnævnte ønsker ikke at fortælle, hvilke krav arbejdsgiverne kommer med til forhandlingerne, fortæller direktør Thomas Rønnow. Det vil Dansk Journalistforbund til gengæld gerne. Forbundet skriver på sin hjemmeside, at det går ind til forhandlingerne med tre fokusområder: Et forbedret arbejdsmiljø, ny rammeaftale for freelancere og mere i løn.

Kravet om mere i løn er ifølge DJ en konsekvens af en større lønspredning på dagbladene, som er opstået, fordi startlønnen er faldet.

"Forventningerne går især i retning af en højere grad af kompensation for at arbejde på skæve tider som tidlig morgen og sen aften. Journalister på dagens nyhedsredaktioner dækker hele døgnet i modsætning til tidligere, hvor der var en daglig deadline. Det er en belastning at arbejde, når alle andre holder fri, og det skal der naturligvis lønnes for," udtaler Tine Johansen, næstformand i DJ.

Rejsehold og rammevilkår

Et forbedret arbejdsmiljø skal bl.a. sikres ved, at DJ etablerer et rejsehold, der skal kigge på, hvordan arbejdsmiljøet kan forbedres på de enkelte medier, siger hun.

Samtidig mener DJ, det er et problem, at faste stillinger i mediebranchen bliver vekslet til freelance-arbejde. Her ønsker DJ en rammeaftale, der bl.a. tager hånd om forhold som levering, ophavsret og øvrige rettigheder og pligter. DJ anerkender dog også, at nogle mediehuse har brug for en mere fleksibel arbejdsstyrke.

"Men det skal ikke ske på ringere vilkår end de fastansattes. Rammeaftalen har derfor til formål at gøre det nemmere for arbejdsgiverne at bruge freelancearbejdskraft på lovlige og forsvarlige vilkår," udtaler Tine Johansen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også