Professor: Bekymrende forbud - men ikke censur

Det er ikke censur, når der kræves fogedforbud mod bog. Men hastebehandling er problematisk, siger professor.
Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Foto: Jens Dresling/POLFOTO
RITZAU

Chefredaktører på landets medier har de sidste fire dage brugt ordet "censur" i forsvaret for bogen "Syv år for PET", som Politiet Efterretningstjeneste har forsøgt at få nedlagt fogedforbud imod.

Så enkel er sagen dog ikke, fastslår juraprofessor Søren Sandfeld Jakobsen fra Aalborg Universitet.

"Det er det tætteste, man kommer på censur herhjemme, at man bremser noget, inden det bliver trykt. Men jeg er ikke enig i, at det er censur, for det er ikke regeringsmagten, der selv har stoppet bogen," siger han.

Bogen, der handler om tidligere PET-chef Jakob Scharf, kom i medierne torsdag, da forfatter Morten Skjoldager og forlaget People's Press modtog en stævning med et fogedforbud fra Københavns Byret, det betød, at bogen ikke kunne udgives.

Siden fulgte et fogedforbud mod medier og boghandlere, der ville omtale eller bringe bogen. Men det er ikke i sig selv censur, mener professoren.

"Når et indgreb i ytringsfriheden foretages af domstolene, anses det i almindelighed ikke som censur," siger han.

Bekymrende grundlag

Et fogedforbud er også kun et midlertidig forbud, der skal følges op af en egentlig retssag, hvor det så kan besluttes, om bogen kan udgives. Selv om der eksisterede et fogedforbud, var der altså stadig en mulighed for, at bogen i fremtiden kunne blive udgivet.

Det ønskede avisen Politiken dog ikke at vente på. Søndag udgav de derfor hele bogen som et særtillæg i deres avis, hvilket har betydet, at PET har opgivet fogedforbuddet. Søren Sandfeld Jakobsen mener da også, at der er problematikker ved fogedforbuddet.

"Det bekymrende ved forbudssager er, at dommeren her træffer kendelsen i hast og på et meget summarisk grundlag. Det kan skade retssikkerheden, hvilket er særligt betænkeligt i sager om indgreb i ytringsfriheden," siger han.

I sagen om PET-bogen afsagde Københavns Byret kendelse midt om natten, uden at de stævnede parter blev hørt. De hastige forsøg på få bogen lukket ned, fik dog ikke holdt bogen tilbage, der søndag kan læses i Politiken over hele landet.

"Det er endnu en pind til fogedforbuddets ligkiste i ytringsfrihedssager, i hvert fald i et digitalt informationssamfund hvor det er umådeligt svært at tilbageholde informationer," siger Søren Sandfeld Jakobsen.

/ritzau/

Menneskeretschef: Politiken burde respektere domstolene 

Politiken slipper for erstatningssag fra forlag 

Pind: Politiken krænker retsstaten med særtillæg  

PET dropper fogedforbud efter tillæg i Politiken 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også