Christian Jensen bliver ny chefredaktør på Politiken

Bo Lidegaard stopper som ansvarshavende chefredaktør på Politiken og afløses af Informations nuværende chefredaktør, Christian Jensen.
Foto: PR
Foto: PR

Christian Jensen skal være ansvarhavende chefredaktør på Politiken. Det oplyser avisen i en pressemeddelelse. Han afløser dermed Bo Lidegaard på posten. Han har været chefredaktør de sidste fem år.

Christian Jensen kommer fra en stilling som chefredaktør på Information, og han begynder i sit nye job på Politiken senest 1. august.

"Christian Jensen forener en dyb journalistisk faglighed med enestående lederegenskaber. Han mestrer både den undersøgende journalistik, den intelligente analyse og den engagerende formidling - uanset om det er på papir eller digitalt. Og igennem årene på Information har Christian vist en uforlignelig evne til at inddrage og aktivere læserne," udtaler JP/Politikens Hus' adm. direktør, Stig Kirk Ørskov, i pressemeddelelsen.

Lidegaard forsætter som skribent

Den nye chefredaktør Christian Jensen har været i sit nuværende job på Information siden 2010. Før det var han en del af Berlingskes chefredaktion.

"Der er kun én grund til at skifte fra Information: At jeg er blevet tilbudt den - efter min mening - vigtigste og mest ærefulde post i danske medier. Politiken har en helt særlig position og et enestående potentiale i det danske samfund som kvalitetsmedie og kulturinstitution. Jeg ser frem til at være med til at udvikle Politiken med alle de muligheder, den digitale udvikling giver for at nå nye målgrupper med nye journalistiske metoder. Der findes ikke noget bedre udgangspunkt for det frisind i ånd og tanke, som Politiken altid skal være baseret på," udtaler Christian Jensen i pressemeddelelsen om sit nye job.

Selvom Bo Lidegaard altså stopper som chefredaktør på Politiken, så forlader han ikke avisen. Han fortsætter som skribent og anmelder, fremgår det af pressemeddelelsen. JP/Politikens Hus' bestyrelsesformand, Lars Munch, takker den afgående chefredaktør for indsatsen.

"Bo Lidegaard har stået for en stærk linje i pagt med Politikens læsere, grundlag og ånd. Det er værd at bemærke, at Bo afleverer Danmarks mest læste avis. Jeg er meget glad for, at Bo stadig vil findes i spalterne, så læserne fortsat får fornøjelse af ham," udtaler Lars Munch i pressemeddelelsen.

"Det har været en stor fornøjelse at stå i spidsen for Politiken og at få lov til at være en del af alt det, der gør os til det, vi er - for vores læsere og for hele samfundet. Samtidig er det under de givne vilkår blevet mere og mere slidsomt at komme igennem og skabe den nødvendige fremdrift. Derfor er det aftalt, at jeg fratræder min stilling som ansvarshavende chefredaktør, og at jeg fremover vil bidrage til avisen. Jeg glæder mig til samarbejdet med den nye ledelse og med alle kolleger," siger Bo Lidegaard i pressemeddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også